En plads i Folketingssalen koster i gennemsnit knap 20.000 stemmer.
Men politikere med helt ned til 706 stemmer fik alligevel plads i magtens centrum ved valget i 2007, viser analyse af Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Det skyldes, at halvdelen af vælgerne stemte på et parti. Samtidig stemte hver fjerde vælger personligt på en kandidat, som alligevel ikke kom ind, og de stemmer kommer andre til gode.
"Det spiller i den forbindelse en sekundær rolle, at partilederne indfanger mange stemmer, og det var altså ikke Anders Fogh Rasmussens (58.751), Helle Thorning-Schmidts (49.926), Pia Kjærsgaards (47.611) og Villy Søvndals (33.046) personlige stemmer, som skabte de lave adgangskrav til Folketinget," skriver Roger Buch.
Der er stor forskel på, hvilke partiers kandidater, der lettest kommer i Folketinget.
"Der skal færrest personlige stemmer til i Enhedslisten og Det Radikale Venstre, mens der skal mere end dobbelt så mange personlige stemmer til i Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti og Venstre," skriver Roger Buch.
Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF var med 706 personlige stemmer den politiker, der 'lettest' fik plads på tinge i 2007.
Kilde: Roger Buchs Valgblog
Så mange politikere kom billigt i Folketinget:
20 folketingsmedlemmer blev valgt med under 2.000 stemmer
56 folketingsmedlemmer blev valgt med under 4.000 stemmer
94 folketingsmedlemmer blev valgt med under 6.000 stemmer
Partimæssigt bliver det dog endnu mere skævt, hvis der stilles skarpt på de 20 folketingsmedlemmer med under 2.000 stemmer:
Kandidater i Folketinget med under 2.000 stemmer fordelt på partier:
Dansk Folkeparti: 10 folketingsmedlemmer
Socialistisk Folkeparti: 5 folketingsmedlemmer
Det Radikale Venstre: 2 folketingsmedlemmer
Venstre, Socialdemokratiet og Enhedslisten: 1 folketingsmedlem hver
Kilde: Valgblog Roger Buch