Myndighederne i Indonesien frygter, at flere end 5000 mennesker fortsat er savnet, efter et kraftigt jordskælv og en efterfølgende tsunami ramte øen Sulawesi den 28. september.
Det oplyser landets katastrofeberedskab søndag.
- Baseret på rapporter fra landsbyerne Balaroa og Petobo er der omkring 5000 mennesker, der fortsat ikke er blevet fundet, siger talsmand for beredskabet Sutopo Purwo Nugroho.
- Vores redningsarbejdere på stedet forsøger at få dette bekræftet, tilføjer han.
Myndighederne frygter, at mange mennesker ligger begravet i de voldsomme ødelæggelser.
Indtil videre er 1763 mennesker bekræftet omkommet, de fleste nær Palu, Balaroa og Petobo, hvor flere end 3000 hjem er ødelagte.
Officielt er 265 mennesker bekræftet savnet. Andre 152 ligger fortsat begravet under mudder og murbrokker.
Regeringen indstiller efter planen søgningen efter de savnede på torsdag - knap to uger efter at katastrofen indtraf. Herefter vil de, der fortsat mangler, blive erklæret for døde.
Ifølge guvernøren på Sulawesi, Loki Djanggola, er lokale embedsmænd gået i gang med at mødes med religiøse grupper og familier til ofre for at søge om samtykke til at forvandle udslettede landsbyer til massegrave.
Guvernøren fortæller til en lokal tv-station, at overlevende fra Petobo, Balaroa og Jono Oge bliver flyttet til andre områder. Desuden vil der blive rejst mindesmærker i de områder, der nu ligner ødemarker.
Ifølge den indonesiske regering har katastrofen fordrevet omkring 70.000 mennesker, herunder titusindvis af børn, fra deres hjem.
Næsten 200.000 personer i området har ifølge FN behov for humanitær hjælp.
Jordskælvet og tsunamien har smadret Sulawesis infrastruktur eftertrykkeligt, og det tog flere dage, før redningsfolk kunne komme ud af hovedbyen Palu og ud til øens mere fjerne egne.
Desperation i nogle områder har ført til plyndringer af butikker med mad og vand. Hæren er derfor blevet indsat i Palu for at opretholde lov og orden.
/ritzau/AP
/ritzau/AP