Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser en formodet gerningsmand til en voldsepisode i Esbjerg, der fandt sted natten mellem fredag 27. og lørdag 28. marts omkring kl. 02.05 og 02.20.
En 50-årig mand blev slået og sparket under overfaldet, der skete i indgangen til P-pladsen mellem nr. 28-34 i Danmarksgade i Esbjerg.
For at finde komme videre i sagen har politiet i dag valgt at offentliggøre et foto, som et overvågningskamera har taget af den formodede gerningsmand.
Mødte hinanden på værtshus
Før overfaldet talte offeret og den formodede gerningsmand sammen på beværtningen Kasket Karl og senere på beværtningen James Bond 007. Kort tid efter forlod de James Bond 007.
Efter at have stået og snakket sammen ude foran James Bond 007 i et par minutter gik de fra Skolegade via Torvegade og ind på Danmarksgade, hvorefter overfaldet skete.
Gerningsmanden beskrives således:
20-24 år
175-180 cm høj, slank af bygning,
Mørkeblond hår, der stritter en smule.
Iført sort/mørkegrøn trøje/jakke, taler dansk.
Billede fra videoovervågning er vedhæftet dette nyhedsbrev.
Kender du til sagen, og har du oplysninger om den formodede gerningsmand, bedes du kontakte politiet på 114.

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi