Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi undersøger nu nærmere årsagen bag, at en 45-årig kvinde fredag eftermiddag afgik ved døden trafikken i Næstved.
Kvinden var indblandet i en trafikulykke på Nygårdsvej i Næstved kort før klokken 14 fredag.
- Hun kører i en personbil og kører så af ukendte grunde op bag i en anden personbil, hvor en 19-årig kvinde sidder bag rattet, fortæller politiets vagtchef, Stefan Jensen, til Ritzau.
Der blev tilkaldt en helikopter til ulykkesstedet, og helikopterlægen kunne erklære den 45-årige kvinde død på stedet.
- Vi ved ikke, om det er ulykken, der er skyld i hendes død, eller om det er sket forud på grund af sygdom, fortæller Stefan Jensen.
En bilinspektør er blevet tilkaldt for at foretage tekniske undersøgelser på ulykkesstedet og de implicerede biler.
- Han skal blandt andet fastslå, hvor stærkt der er blevet kørt, men umiddelbart er der ikke sket store materielle skader, siger Stefan Jensen.
Derudover skal der også foretages ligsyn og muligvis obduktion for at fastlægge dødsårsagen.
Den 19-årige kvinde, som befandt sig i den anden personbil, er sluppet uskadt fra sammenstødet.
/ritzau/