En 31-årig mand er onsdag i Dommervagten i København, blevet varetægtsfængslet i 13 dage for at bedøve og voldtage to kvinder.
Den første kvinde blev voldtaget tre gange fra 27. marts klokken 20 til næste morgen klokken 07.
I grundlovsforhøret erkendte manden voldtægterne. Han forklarede, at han havde mødt kvinden på en date på Café Norden i det indre København.
De tog op til hans lejlighed, hvor de fik nogle cocktails. Han forklarede, at han troede, at de skulle have sex.
I lejligheden puttede han noget sovemedicin i kvindens drinks, så hun blev sløv. Derefter havde han sex med hende i soveværelset tre gange indtil næste morgen. På grund af sovemedicinen var hun ikke i stand til at sige fra.
Som forklaring på overgrebet fortalte han i Dommervagten, at han havde det dårligt og ikke tænkte klart.
Om natten til den 28. april mødte han en kvinde, der sad på en trappe. Hun var påvirket, og han inviterede hende op i sin lejlighed.
Her gav han hende noget sovemedicin, og da hun blev sløv, fik han hende ind i sin seng, hvor han havde sex med hende, mens hun ikke kunne modsætte sig handlingen.
Kvinden blev i lejligheden til næste morgen, hvor den 31-årige fortalte hende, at de havde haft sex.
Manden er beskyttet af et navneforbud, så det er ikke muligt at oplyse nærmere om hans personlige forhold eller hans stilling.
/ritzau/