Omtrent 25.800 flygtninge- og migrantbørn, der var uledsagede eller adskilt fra deres forældre, kom til Italien med båd i 2016.
Det er over dobbelt så mange som i 2015, hvor 12.300 kom til landet, skriver FN's børneorganisation, Unicef, i en pressemeddelelse.
Gruppen udgjorde dermed 90 procent af de børn, der krydsede Middelhavet for at komme til Italien sidste år.
- De tal indikerer en alarmerende tendens, da der er flere yderst sårbare børn, der risikerer deres liv for at komme til Europa, siger Lucio Melandri, der er katastrofeansvarlig i Unicef.
- De nuværende systemer svigter i forhold til at beskytte disse børn, som befinder sig alene i fuldstændig ukendte omgivelser. Der er brug for et koordineret europæisk svar for at beskytte dem.
Størstedelen af børnene kom fra enten Eritrea, Egypten, Gambia og Nigeria. De fleste var drenge mellem 15 og 17 år, men der var også yngre børn og piger imellem.
Ifølge Unicef risikerer især pigerne at blive udnyttet seksuelt af kriminelle bander eller ende i prostitution.
Flere piger fra Libyen rapporterede til Unicef, at de var blevet tvunget til at prostituere sig for at betale omkostningerne for bådrejsen.
- At der kommer så mange uledsagede eller adskilte børn via den centrale middelhavsrute, er uden fortilfælde, siger Melandri.
- Og det er tydeligvis et problem, der vokser. Ud over at gøre noget ved det, der får børn til at rejse på egen hånd, er et omfattende og beskyttende system nødvendigt.
I rapporten "The State of the World's Children 2016" vurderede Unicef i december, at der på verdensplan er 535 millioner børn, der lever i områder, som er præget af konflikt eller katastrofer.
/ritzau/