En 17-årig pige blev ved 03-tiden natten til onsdag voldtaget i en opgang i Aalborg midtby.
- Pigen gik fra Jomfru Ane Gade omkring kl. 03 og gik videre ad Boulevarden i Aalborg. Ud for Boulevarden 32 blev hun passet op af en mand, fortæller vicepolitikommissær Torben Asmussen fra Nordjyllands Politi til nordjyske.dk.
- Han greb om hende bagfra og trak hende ind i opgangen til nummer 32. Han tog bukserne af hende og voldtog hende, fortsætter Torben Asmussen.
Pigen er blevet undersøgt på Aalborg Sygehus, og der er blevet gennemført tekniske undersøgelser i opgangen. Det har dog ikke været muligt at finde frem til en gerningsmand, skriver nordjyske.dk.
Kvinden har beskrevet gerningsmanden som 30-35 år og 185-190 cm høj. Manden, der talte dansk, havde mørkt hår og et meget tykt skæg.
Politiet vil gerne høre fra eventuelle vidner, som har set gerningsmanden eller kvinden natten til onsdag.