Cliff Kaltoft er sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder (LVS). Gennem godt 20 år har han rådgivet skiftende regeringer om samfundets udsatte. LVS arbejder for at styrke socialt udsattes muligheder for forandring. Med kampagnen Den Gode Historie vil LVS indsamle 1000 positive vendepunktshistorier og derved illustrere, at det gode liv er opnåeligt med den rette hjælp - selv for de mest udsatte mennesker.
PÅ MANDAG ÅBNER Landsforeningen af VæreSteder for sjette gang Ferie Camp for socialt udsatte. Denne gang i Langvang ved Randers og med deltagelse af over 1600 socialt udsatte og deres familier, heraf 700 børn.
De kan se frem til en forrygende uge med sport, musik, udflugter og socialt samvær. 1600 mennesker, der får et afbræk fra en ofte kaotisk og presset hverdag. 700 børn, der får en uges afslappet ferie med deres forældre, og noget at fortælle om i skolen efter ferien.
Men Ferie Camp for socialt udsatte er mere end det. På mandag rejser over 1600 socialt udsatte til Randers for at være sammen, støtte hinanden og for at samles i Danmarks største fællesskab af socialt udsatte.
”Ferie Camp er det, vi ser frem til hele året. Det er simpelthen årets højdepunkt”, siger Danny og Maja Holmvig fra Haslev, der deltager for femte gang i år.
Det er der især én bestemt grund til, fortæller Danny og Maja:
”Fællesskabet med de andre deltagere. Det sammenhold man har, selvom man ikke kender de fleste. Der er sådan en intern accept af hinanden. Vi er alle i samme båd, vi har alle sammen de samme principper og en forståelse for, at alting ikke er perfekt.”
PÅ FERIE CAMP 2018 kommer sammenholdet og fællesskabet til udtryk på mange måder og helt konkret, når alle 1600 deltagere skal være kor på indspilningen af en ny sang som Jakob Haugaard har lavet. Helt symbolsk bliver det et kor, hvor den enkelte muligvis ikke har den store sangstemme, men sammen bliver det fantastisk. Et nyt brugerråd og brugerpanel bestående af socialt udsatte, der skal rådgive Landsforeningen af VæreSteder, ser ligeledes dagens lys på Ferie Camp.
Det billede af socialt udsatte vi dagligt præsenteres for i medierne er præget af opgivenhed og håbløshed, og ja, der er tale om mennesker med alvorlige psykiske og sociale problemer, og ja, mange lever et liv i hjemløshed, afhængighed og gæld. Og, sammenhængskraften er blevet svækket. Men nej, det er ikke håbløst, og nej, socialt udsatte er ikke passive, umælende får. Socialt udsatte er mennesker, der slås med flere tunge problemer samtidig, men som ønsker at skabe vendepunkter i deres tilværelse og komme videre i livet. Det lykkes for mange og ofte med hjælp fra fællesskabet med andre udsatte.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.