Sidst på aftenen lørdag blev en 11-årig dreng fundet bevidstløs af druk på en græsplæne i Rådhusparken i Frederikshavn.
Det skriver Nordjyske.
Politikommissær Carsten Kjær oplyser til avisen, at drengen var så fuld, at han kun reagerede på smertestimuli, og derfor blev kørt til sygehuset i Hjørring.
Det var en tilfældig forbipasserende, som fandt den livløse dreng klokken 23.30. Politiet oplyser, at drengen havde befundet sig i parken fra omkring klokken 20.30, hvor han havde drukket alkohol, taget snus og smagt en joint.
Med til historien hører, at Falckredderne overvejer at anmelde drengens mor til politiet. Falckredderne fik ifølge Carsten Kjær "en svada", da de kontaktede moderen.