Arbejdsløsheden i eurozonen nåede i marts op på 10,9 procent.
Det er den højeste procentsats i 15 år.
Det er eurostat, EU's statistiske kontor, der offentliggør de nedslående tal.
Ifølge eurostat var næsten 17,37 millioner mænd og kvinder uden arbejde i marts i de 17 lande, der har euroen som valuta.
Det er 169.000 flere end i februar, hvor arbejdsløshedsprocenten var 10,8 procent.
Den voksende arbejdsløshed ventes at fyre op under diskussionen om, hvorvidt de gældsplagede lande i specielt den sydlige del af Europa skal begynde at skifte politik, så der også satses på vækst og ikke blot besparelser.
Spanien er det land i eurozonen med den højeste arbejdsløshed, nemlig 24,1 procent.
Grækenland ligger nummer to på den triste liste med 21,7 procent arbejdsløse.
Den laveste arbejdsløshed findes i det nordlige Europa. Østrig har færrest arbejdsløse, nemlig fire procent uden arbejde.
I Holland er det 5 procent, Luxembourg 5,2 procent, mens Tyskland har 5,6 procent arbejdsløse.
I hele EU med 27 lande er arbejdsløsheden 10,2 procent.
AFP