Overvågningen af ulve i Danmark skal være markant mere intensiv fra årsskiftet.
Målet er at kende de enkelte ulve på deres DNA og få et mere præcist billede af bestanden.
Overvågningen af de danske ulve bliver skruet markant op fra årsskiftet.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har sendt opgaven i udbud, og samtidig stiger det årlige budget fra 1,25 millioner kroner til 7,5 millioner kroner. Den nye overvågning skal være individbaseret. Det betyder, at myndighederne fremover vil forsøge at kende de danske ulve på deres DNA.
Der skal derfor indsamles og analyseres langt flere DNA-prøver fra blandt andet ekskrementer, hår og døde dyr end i dag. Målet er at få et mere præcist billede af, hvilke ulve der befinder sig i Danmark.
- Målet er at få et så præcist billede af den danske ulvebestand som muligt. Derfor skruer vi op for overvågningen på alle parametre med flere indsamlede prøver og ikke mindst flere DNA-analyser, siger minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S).
Ifølge ministeren skal den bedre overvågning også være med til at skabe grundlag for en eventuel fremtidig regulering af bestanden.
- Bedre overvågning er nemlig en forudsætning for, at vi på et tidspunkt kan regulere ulvene så tæt på bestandsminimum som muligt, siger han.
Fristen for at afgive tilbud på opgaven er 2. november 2026. Den nye kontrakt skal træde i kraft ved årsskiftet. Styrelsen har overvåget ulvene i Danmark siden 2017.