Dyreværnet har sammen med politiet hentet 37 dyr fra en adresse på Østsjælland.
Organisationen har tidligere været på adressen flere gange, og forventningen er, at endnu flere dyr bliver hentet i de kommende uger.
I alt 37 dyr er blevet hentet fra samme adresse på Østsjælland i en større dyreværnssag.
Dyreværnet oplyser, at organisationen sammen med politiet foreløbig har fået overdraget syv marsvin, 11 hamstere, fem katte, 11 kaniner og tre hunde. Dyreværnet har tidligere været på adressen flere gange.
Der er fortsat kæledyr tilbage på adressen, som politiet har vurderet kan blive. Samtidig fortsætter dialogen med ejeren, og Dyreværnet forventer, at der kan blive hentet flere dyr i løbet af de kommende uger.
- Det er langt fra første gang, vi har været på besøg på adressen, men vi glæder os nu over, at det med Politiets og ejers hjælp er lykkedes at få overdraget et stort antal dyr, fortæller udrykningschef Nina Amdi fra Dyreværnet.
De overdragede dyr skal først have mad og vand og derefter gennemgå et sundhedstjek. Herefter er planen, at de skal klargøres til adoption.
De 37 dyr udgør ifølge Dyreværnet det største dyrehold, organisationen har hentet i år.
Det betyder samtidig ekstra pres på Dyreværnets internater, hvor der de kommende uger skal findes plads og hænder til de mange dyr.