To fængselsbetjente fra Kosovo er sigtet for vold mod en indsat i Vestre Fængsel.
De er i Danmark som led i oplæringen til det kommende danske fængsel i Kosovo.
Begge nægter sig skyldige.
Opdatering efter grundlovsforhør: Begge fængselsbetjente er løsladte, da dommeren har fundet, at der ikke er en risiko for, at de vil flygte, da de er ansat ved Danmarks Fængsler og bor i Danmark. De er fortsat sigtede og nægter sig skyldige.
To fængselsbetjente fra Kosovo er sigtet for at have overfaldet en indsat, mens de var på arbejde og under oplæring i Vestre Fængsel. Det skriver DR og TV 2, som begge omtaler sagen onsdag.
Ifølge sigtelsen fandt episoden sted 5. oktober. De to betjente skal i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse have slået den indsatte flere gange med knyttet hånd i ansigtet og på kroppen. Begge nægter sig skyldige, skriver DR.
TV 2 har fået udleveret sigtelsen og beskriver, at den ene betjent ifølge politiet skubbede den indsatte ned i en seng og slog vedkommende i ansigtet. Herefter skal den anden betjent have slået den indsatte flere gange i ansigtet og på kroppen.
De to betjente blev anholdt 6. oktober og fremstilles onsdag i grundlovsforhør.
Under oplæring i Danmark
De sigtede er i Danmark som led i forberedelserne til det fængsel i Gjilan i Kosovo, som Danmark skal leje. Her er det planen, at udvisningsdømte fra lande uden for EU og EØS skal afsone deres straf.
De kosovariske fængselsbetjente får efteruddannelse i Danmark, så de blandt andet lærer danske regler, konflikthåndtering og dansk fængselspraksis.
Ifølge TV 2 skal i alt 200 fængselsbetjente fra Kosovo gennemføre uddannelsen i Danmark. Danmark skal efter planen leje 300 fængselspladser i Kosovo fra april 2027.