... men de klager over danskernes lukkethed

Danskerne er ikke særligt tolerante. Det er oplevelsen hos højtuddannede udlændinge, der kommer hertil for at arbejde.

Det er svært at blive venner med en dansker.

Det er oplevelsen hos mange af de højtuddannede udlændinge, som kommer til Danmark for at arbejde.

Virksomhederne har brug for den højtkvalificerede arbejdskraft, der hvert år hentes fra Indien, USA eller andre lande. Og udlændingene er generelt glade for at være i Danmark, men de oplever danskerne som lukkede og til dels intolerante.

Sådan lyder en af konklusionerne i en ny undersøgelse fra analysefirmaet Oxford Research.

Den 24-årige inder Ishan Gupta er den af dem, der har oplevet danskernes lukkethed.

»Jeg havde to års erfaring fra et konsulentfirma. Da jeg søgte job i større danske konsulentvirksomheder i Danmark blev jeg mødt af spørgsmålet: ’Hvorfor søger du dog hos os – du taler jo ikke dansk’« siger Ishan Gupta.

Hos Novo Nordisk er man meget opmærksomme på sproget, da cirka hver tiende af virksomhedens højtuddannede medarbejdere er udenlandsk.

»Vi er opmærksomme på, at vi ikke lukker os inde i os selv. Vores koncernsprog er engelsk, og vi opfordrer til, at alt foregår på engelsk. Når to danske kolleger står og smalltalker på dansk, kan den udlandske kollega jo opfatte det som om, at han eller hun lukkes ude. På den anden side kan vi ikke tvinge folk til at tale engelsk og lave regler for alt. Men vi er opmærksomme på det,« siger personaledirektør i Novo Nordisk, Lars Christian Lassen.

Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, giver særligt den hårde og intense indvandrerdebat skylden for, at danskerne opleves som lukkede. Foreningen understreger vigtigheden af at vende attituden og give udlændingene en helhjertet – frem for en halvhjertet – modtagelse, når de kommer til Danmark.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.