Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane, tilskriver målmand Keylor Navas og tomålsskytten Karim Benzema en stor del af æren for, at Real Madrid tirsdag aften bookede billet til Champions League-finalen med 2-2 mod Bayern München.
I hver sin ende af banen havde to spillere kampafgørende situationer, påpeger Zidane.
- Keylor Navas stod op for os, da det virkelig gjaldt. Det var en hård kamp for os, og han bidrog med vigtige redninger og gode indgreb efter indlæg. Han reddede virkelig vores skind et par gange, siger Zidane om målmanden ifølge uefa.com.
Karim Benzema er til tider blevet hårdt kritiseret for sin uskarphed, men han udnyttede begge sine store chancer tirsdag aften til stor glæde for Zidane.
- Han vil gerne score mere, og nu scorede han to. Det var ham, som skød os videre, og han har altid arbejdet hårdt, så jeg er meget glad på hans vegne. Han giver aldrig op, siger Zidane.
Den franske træner kan melde sig ind i en eksklusiv klub af foreløbig kun to trænere, der har vundet mesterholdenes turnering tre gange, hvis Real Madrid vinder finalen over enten Roma eller Liverpool.
Real Madrid må uanset modstander påtage sig en favoritrolle, men Zidane advarer mod at tage en titel for givet.
- Vi har ikke vundet noget endnu. Vi er i finalen, det er det hele. Det er ikke normalt at være i tre finaler i træk, men det er vi, og vi vil gøre alt for at forsvare titlen igen, siger Zidane.
Selv om Bayern München i begge kampe havde et meget godt tag i den spanske storklub, mener Real-anfører Sergio Ramos, at det største fodboldhjerte vandt.
- Vi er meget, meget stolte over at være i finalen igen. Når man spiller med hjerte og sjæl, så bliver man belønnet. Det ligger i klubbens dna bare at blive ved, siger han ifølge Reuters.
/ritzau/