Yemens tidligere præsident Ali Abdullah Saleh, som bliver støttet af houthi-oprørere, siger lørdag, at han er åben over for forhandlinger med den saudiarabisk ledede koalition. Den kæmper for at vinde magten i området tilbage til Yemens internationalt anerkendte regering.
- Jeg opfordrer vore brødre i nabolandene til at stoppe deres aggression og hæve deres blokade. Så indleder vi et helt nyt kapitel, siger den tidligere præsident i en tv-transmitteret tale.
En talsmand for houthi-oprørerne reagerede imidlertid kort efter talen med en erklæring om, at Salehs tale var et kup vendt mod deres skrøbelige alliance.
- Salehs tale er et kup mod vor alliance og vort partnerskab. Den afslører bedrageriet hos dem, som hævder at kæmpe mod aggressionen, siger talsmanden i en erklæring til tv-stationen Al Masirah.
Saudi-Arabien hylder Saleh for at "have overtaget initiativet i Yemen".
Den saudiarabisk ledede alliance indførte i sidste måned en blokade mod det krigshærgede land.
Det skete efter, at oprørere havde sendt et missil mod den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.
Koalitionen under saudiarabisk ledelse greb i 2015 ind, da houthierne allierede sig med styrker, der er loyale mod Saleh og indtog Yemens hovedstad, Sanaa, samt andre dele af landet.
Det har ført til flere end tusind luftangreb mod de væbnede houthier, der har spredt sig over store dele af Yemen.
Over 10.000 personer har mistet livet i krigen, der er blandt verdens værste humanitære katastrofer. Halvdelen af de dræbte i krigen er civile.
Militæralliancen, der blandt andet modtager logistisk støtte fra USA, oplyser, at houthierne er ledet af styret i Iran.
Cirka 100 børn dør hver dag af sult og sygdom i Yemen, anslår den internationale nødhjælpsorganisation Red Barnet.
Den saudiarabisk blokade, der skulle svække Yemens Houthi-oprørere, har i de seneste uger forværret den humanitære krise i landet. Blokaden er dog blevet delvist ophævet.
/ritzau/Reuters