Et topresultat lurer for den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki ved WTA-turneringen Dubai Duty Free Tennis Championships.
Den tidligere verdensetter spillede sig torsdag videre til semifinalen med sejr på 4-6, 6-1, 6-4 over franske Marion Bartoli.
Det er tredje år i træk, at Wozniacki spiller sig videre til semifinalen i Dubai. Sidste år blev semifinalen endestationen for danskeren, men i 2011 strøg hun helt til tops i turneringen, hvor store dele af verdenseliten i år stillede til start.
Wozniacki, verdens nummer 10, burde egentlig have vundet første sæt over franskmanden, der er rangeret som nummer 11 i verden. Wozniacki førte med 4-2 og servede selv, men så vandt Bartoli fire partier i træk.
Umiddelbart var det noget, der burde ryste Wozniacki, men det var ikke til at se på danskeren. Wozniacki bragte sig på nærmest ingen tid foran 5-0, inden hun servede sættet hjem foran 5-1.
I tredje sæt så det først skidt ud for Wozniacki, der kom bagud 0-2, men så vandt danskeren fem partier i træk, og det forspring kunne franskmanden lige præcis ikke hente. Wozniacki servede kampen hjem foran 5-4.
I fredagens semifinale møder Wozniacki enten sin gode veninde - polske Agnieszka Radwanska, der er nummer fire i verden - eller Wimbledon-mesteren fra 2011, Petra Kvitova. Tjekken er nummer otte i verden.
Radwanska og Kvitova mødes senere torsdag aften. Netop Radwanska sendte i sidste uge Wozniacki ud af kvartfinalen ved Qatar Open.
Det står allerede fast, at den anden semifinale står mellem de to italienske veninder og makkerpar i double, Sara Errani og Roberta Vinci.
/ritzau/