Caroline Wozniacki spillede sig fredag i finalen i WTA-turneringen i Eastbourne for anden gang i karrieren.
Trods problemer i maveregionen lykkedes det for den danske tennisspiller at vinde 6-2, 3-6, 7-5 over briten Heather Watson, der er nummer 126 på verdensranglisten.
Briten havde dog besejret Wozniacki en gang i de to indbyrdes møder før fredagens semifinale.
- Det kunne have gået begge veje i det sidste sæt. Vi har spillet mod hinanden to gange før, og det var begge hårde kampe.
- Så jeg vidste, det ville blive svært, og jeg havde heldet med mig i dag, siger Caroline Wozniacki til TV2 Sport.
På grund af regnvejr i Eastbourne spillede Caroline Wozniacki to kampe torsdag over i alt fem sæt, mens det altså blev til en tresætter i fredagens kamp mod Heather Watson.
I lørdagens finale skal Caroline Wozniacki møde Karolína Plísková.
Tjekken kom i finalen uden at spille, fordi hendes modstander, briten Johanna Konta, måtte trække sig med en skade.
- Pliskova har haft mulighed for at restituere lidt mere, fordi hun ikke har spillet i dag (fredag, red.). Men jeg skal bare ud og gøre mit bedste, siger Caroline Wozniacki, der vandt WTA-turneringen i Eastbourne i 2009.
/ritzau/