Den er mere sjælden, end den er køn. Den 5,5 meter lange dybhavsfisk, sildekongen, der søndag blev fundet død ud for det sydlige Californiens kyst. En snorkler opdagede den på ni meter dybt vand og fik den hevet op på stranden, hvor den straks blev et populært tilløbsstykke.
Sildekongen er et ekstremt sjældent fund, fordi den normalt opholder sig på op til 1000 meter dybt vand, hvor den jager smådyr ved at svømme lodret op og ned. Den kan blive op til 15 meter lang, og selv om man mener, at den kan have skræmt mange sømænd og været kilde til skrøner om havmonstre, så er den ganske ufarlig for mennesker.
Nu skal fisken begraves i sand og rådne op, indtil skelettet kan udstilles.