Den hollandske højrepolitiker Geert Wilders tog grove ord i brug, da han angreb islam og profeten Muhammed under den sidste tv-debat før det hollandske valg onsdag.
- Islam er den største trussel, som Holland står over for. Det er et eksistentielt problem. Fremtiden for vores land er på spil. Islam og frihed kan ikke sammen, sagde Wilders under den landsdækkende tv-debat.
Wilders' parti, Frihedspartiet, har tabt tilslutning på det seneste. Det forhindrede dog ikke Wilders i at sammenligne Jesus og profeten Muhammed.
- Muhammed var en krigsherre, en pædofil, sagde Wilders ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. Han opfordrede også til at slå ring om den kristne, hollandske kultur.
Onsdag skal hollænderne til parlamentsvalg efter en intens uge i hollandsk politik, hvor den hollandske regering har raget uklar med Tyrkiet.
Den nuværende regeringsleder, Mark Rutte, brugte den sidste debat til at pege på, at Tyrkiet sidste år var del af en flygtningeaftale, der siden har betydet, at antallet af migranter og flygtninge, der ankommer til Vesteuropa, er stagneret.
Omvendt sagde Rutte under debatten, at Tyrkiets forhandlinger om at blive optaget i EU bør stoppes.
Tyrkiet og Holland er raget uklar, efter at Holland har afvist tyrkiske ministre, der har forsøgt at rejse ind i landet for at afholde valgmøder for tyrkere, der bor i landet.
Konflikten har affødt voldsomme reaktioner i Tyrkiet såvel som protester i Holland.
Rutte advarede også imod, at Holland tager for mange flygtninge, der flygter fra krigen i Syrien.
- Det vil have utilsigtede konsekvenser, der kan føre til sociale spændinger, sagde Rutte, der er leder af det liberale Friheds- og Demokratipartiet (VVD).
Den højreorienterede Wilders er gået fra at være en politisk outsider til ifølge nogle målinger at stå til at kunne få flest stemmer ved onsdagens valg.
Selv hvis han får flest stemmer, kan han sandsynligvis ikke blive ny regeringsleder. Ingen partier har på forhånd meddelt, at de vil gå i koalition med ham.
/ritzau/dpa