17 katolske biskopper vil om godt en måned kunne skrive "kardinal" på deres visitkort.
Det er pave Frans, som har besluttet, at de 17 biskopper rundt om i verden skal forfremmes til kardinaler, der er en fornem gejstlig titel i den katolske kirke.
I hierarkiet i kirken rangerer kardinaler lige under paven.
De 17 bliver formelt kardinaler ved en ceremoni 19. november.
Kardinalerne har stor indflydelse i den katolske kirke. Blandt andet er det kardinaler, der samles, når paven er død, for så at vælge en ny pave.
Det er på det tidspunkt, hvor verdens fokus er rettet mod Vatikanstaten i Rom for at se, om der kommer hvid røg op af skorstenen for at signalere, at nu har den katolske menighed verden over fået en ny pave.
Dog er det ikke alle kardinaler, der kan være med til at vælge den næste pave. Kardinaler over 80 er ikke med, og blandt de 17 kommende kardinaler er fire af dem på den erfarne side af 80 år.
Af de kommende kardinaler er fem af dem fra Europa, fire kommer fra Nordamerika, to er sydamerikanere, tre er fra det afrikanske kontinent, to er fra Asien, og en er fra Stillehavsøerne.
Blandt de kommende kardinaler er ærkebiskop Mario Zenari på 70 år. Han er Vatikanets ambassadør i Damaskus, hovedstad i det krigshærgede Syrien.
Blandt de relativt unge biskopper, der forfremmes, er 49-årige Dieudonne Nzapalainga fra Bangui, hovedstad i Den Centralafrikanske Republik.
Blandt de kommende kardinaler er også 88-årige Ernest Simoni fra Albanien. Han tilbragte mange år i fængsel og med tvangsarbejde under Enver Hoxhas kommunistiske diktatur.
Nyhedsbureauet Reuters noterer, at udnævnelsen af kardinaler er en af de vigtigste magtbeføjelser for en pave.
For nye kardinaler betyder, at paven kan sætte sit aftryk på fremtiden for verdens 1,2 milliarder katolikker længe efter, at paven er død.
/ritzau/dpa