De største europæiske fodboldklubber vil om få år etablere en ny liga med kampe i weekenden.
Sådan lyder spådommen fra Arsenals afgående manager, Arsène Wenger.
- Man vil helt sikkert se en europæisk liga med kampe i weekenderne.
- De nationale ligaer vil spille tirsdag og onsdag. Det bliver den næste udvikling, vi vil se, siger Wenger.
Det er især storklubber uden for den økonomisk stærke engelske Premier League, der vil presse på for en ny europæisk liga i stedet for Champions League, mener franskmanden.
- Det vil ske snart, for det er en måde, hvorpå andre klubber kan tage kampen op mod Premier League.
- Hvis man ser på tilskuertallene til Champions League, så er de ikke fantastiske.
- Men hvis kampene hed Real Madrid-Barcelona, Real Madrid-Arsenal eller Manchester United-Bayern München hver eneste uge, så ville tilskuertallene være gode, siger Wenger.
Den 68-årige Arsenal-boss vurderer samtidig, at en europæisk liga vil få store konsekvenser for Premier League, der sandsynligvis kommer til at bestå af færre end de nuværende 20 hold.
68-årige Arsène Wenger stopper efter denne sæson efter næsten 22 år som manager i Arsenal.
/ritzau/AFP