Tusindvis af demonstranter trodser det natlige udgangsforbud i tre byer i Egypten, hvor præsident Mohamed Mursi har indført undtagelsestilstand efter flere dages uro.
Øjenvidner siger, at menneskemængden strømmede ud i gaderne i Port Said, Ismailia og Suez, da udgangsforbuddet trådte i kraft klokken 21 lokal tid.
I Port Said er en person dræbt af skud uden for en politistation, oplyser lægekilder.
Demonstranterne råber slagord mod det islamistiske styre og Det Muslimske Broderskab, som Mursi kommer fra.
- Vi er på gaderne, fordi ingen kan påtvinge os deres vilje. Vi vil ikke bøje os for regeringen, siger Mahmoud Abu al-Majd i telefonen fra Port Said.
I Ismailia stillede hundredvis af mennesker sig op og spillede fodbold på gaden som en del af protesten mod Mursis styre.
I Suez gik hundredvis af mennesker på gaderne, rapporterer statsligt tv.
Mursi besluttede søndag at indføre 30 dages undtagelsestilstand i provinserne Suez, Port Said og Ismailia, der alle ligger langs Suez-kanalen.
Byerne har været ramt af blodige uroligheder, der har kostet omkring 50 mennesker livet og såret hundredvis af andre.
Der er ligeledes indført udgangsforbud fra klokken 21 til 06.
Det egyptiske nyhedsbureau Mena skriver, at det egyptiske overhus, hvor islamisterne har flertal, tidligere mandag vedtog en lov, der vil give de væbnede styrker lov til at foretage anholdelser.
/ritzau/AFP