Hattedamer. Et ord, som smager af fine fruer, der er ved at dø af kedsomhed og derfor kaster sig over velgørende arbejde. En engelsk tradition, jublende overtaget af amerikanerne – og netop ankommet til Danmark.
Først på ugen slog 20 venstrekvinder nemlig til – med fru statsminister Anne-Mette Rasmussen som spydspids (hattedamerne præsenterede sig altid med husbonds titel). I samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp låner de nu deres ansigter ud for at indsamle penge til det krigshærgede Darfur.
Dermed gør damerne barmhjertigheden delikat. Og æren privat.
Tidligere var der kun én vej til hjælp, og det var vejen til kirken. Det var den privatiserede barmhjertighed. Siden overtog socialstaten opgaven med de svageste, og så blev det en ret og ikke et nådsensbrød at få hjælp. I hvert fald herhjemme. Men nu møver de moderne hattedamer sig ind med den privatiserede barmhjertighed igen. Erstatning eller supplement? Fremskridt eller tilbageskridt? Det må tiden vise.
Selvom man med rette kan stille kvinderne spørgsmålet, om de ikke skulle overlade nødhjælpsarbejdet til andre – NGO"erne eller staterne – og så finde andet indhold i tilværelsen, er det alligevel svært at lade være med at holde af tanken. Mest af alt på grund af fru Anne-Mette, der det seneste halve år er løbet løbsk. Først med kritik af forholdene for danske asylbørn, siden i taske-svingeriet med den falske kopi og nu altså i front med nødhjælpsarbejde. Der er da heller ikke det fjerneste galt med privat initiativ, ligesom ingen kan være i tvivl om, at Darfur har brug for pengene.
Men hvis hattedamerne ville gøre sig rigtigt gældende, skulle de slippe hatten og lægge benhårdt pres på regeringen for at løfte ulandshjælpen.