Støvet har efterhånden lagt sig, efter at Europas dygtigste volleyballspillere kæmpede om EM-guldmedaljerne på dansk grund.
For den danske anfører, Kristian Knudsen, var slutrunden en oplagt mulighed for at profilere sig over for en ny klub, så karrieren kunne fortsætte.
Men de rigtige tilbud lader stadig vente på sig.
- Det er ikke lykkedes endnu. Der har været nogle klubber, som har haft nogle skader, men ikke noget som har været rigtig interessant for mig, desværre.
- Der er også krise i volleyball. Jeg kunne godt have fundet en klub, hvor jeg kunne spille som de andre i Tyskland. Det har jeg fået tilbud om, men jeg er lidt ældre end dem og gider ikke at skulle gå så meget ned i løn, siger Kristian Knudsen.
Han understreger, at det skal kunne betale sig for ham og familien, hvis han skal flytte til et nyt land.
- Det er skide ærgerligt, men det er bare realiteterne i det marked, der er lige nu. Jeg kan jo ikke tvinge folk til at skrive kontrakt med mig eller give mig det dobbelte i løn af, hvad de har, lyder det fra anføreren.
De fleste volleyballklubber i Europa har hentet spillere til den kommende sæson, men i lande som Qatar, Dubai og Iran er der stadig muligheder for den 34-årige dansker.
Skulle kalenderen ramme december, uden at Knudsen har sikret sig en kontrakt, ved han endnu ikke, hvad der så skal ske.
- Så skal jeg i tænkeboks og se, om jeg skal fortsætte inden for volleyball med noget andet, eksempelvis om jeg skal være træner. Jeg ved det helt ærligt ikke.
- Jeg tager det lidt, som det kommer. Hvis der ikke er nogen, der har lyst til at tilbyde mig en kontrakt, så må jeg jo finde på noget andet. Jeg har skrevet på Facebook, at en last minute-klub søges, så nu må vi se, hvad der sker, siger han.
EM i Danmark blev vundet af Rusland. Slutrunden var også en succes for det danske landshold, som for første gang nogensinde formåede at vinde en kamp ved en slutrunde og avancere fra gruppen.
Eventyret blev punkteret af et stærkt serbisk hold i playoff-kampen om at komme i kvartfinalen.
/ritzau/