Volden og hærværket kan ikke forsvares, men det kan forklares. Hvad Nyhedsavisens skribent tilbyder læserne er i virkeligheden en bortforklaring. Han påstår, at problemets kerne er en særlig mentalitet hos Ungdomshusets brugere, men glemmer helt, at denne mentalitet er resultatet af lang tids politisk og socialt pres.

Ungdomshuset var et samfundsfænomen, ikke en isoleret boble i verden. Lederskribenten glemmer også, at husets brugere var meget forskellige. Volden blev planlagt og anført af en lille hård kerne, men netop fordi mange af de unge har følt sig ydmyget og umyndiggjort gennem lang tid, var der andre, der forfaldt til de ydmygedes eneste våben, volden. Havde man give dem plads, så var det aldrig sket.

Hvorfor insistere på den dræbende normalitet? Hvorfor ikke udnytte det demokratiske sindelags muligheder og rumme det akavede og provokerende i samfundet? Påstanden om, at Ungdomshusets brugere er en enhed, som selv bærer ansvar for alting, strider mod alt, vi ved om sociale grupper.

Det pæne samfund har sammen med de hårdkogte brugere været med til at skabe problemet. Og det er det pæne samfund har, ligesom de hårdkogte brugere og de hellige folk i Faderhuset, svigtet os alle sammen. Og så kan man for min skyld kalde det progressivt eller reaktionært.