Fronterne er ved at blive trukket gevaldigt op i den egyptiske hovedstad Kairo. Således meldes der fredag aften om sammenstød mellem støtter til den forhenværende præsident Mohamed Mursi og politiske modstandere.
Sammenstødene sker i nærheden af Tahrirpladsen i det centrale Kairo.
Til lyden af skud kyler de to sider sten mod hinanden på 6. oktober-broen, der fører ind til Tahrir-pladsen.
Under broen holder ambulancer klar til at køre de sårede væk fra området.
Den store folkemængde af støtter til Mohamed Mursi har siden fredagsbønnen sluttede bevæget sig igennem den egyptiske hovedstad, hvor de er på vej mod Tahrirpladsen, der har været skueplads for omfattende uro, da Mohamed Mursi blev væltet ved et militærkup.
/ritzau/AFP