De danske filmanmeldere er modsat mange af de internationale ganske begejstret for Lars von Triers film "The House That Jack Built", der blev vist for første gang mandag aften på filmfestivalen i den franske by Cannes.
Per Juul Carlsen fra DR-programmet Filmland giver således filmen fem ud af seks stjerner.
- I en verden, der er blevet absurd immun overfor vold på film og i medier, kommer "The House That Jack Built" og minder os om, hvilke rædsler vi har vænnet os til. Og hvor djævelsk det er, at vi har vænnet os til det, skriver han i sin anmeldelse.
Filmen handler om seriemoren Jack - spillet af den amerikanske skuespiller Matt Dillon - der betragter sine omkring 60 mord som individuelle kunstværker.
Politikens filmredaktør, Kim Skotte, er ligesom Per Juul Carlsen positivt stemt og giver "The House That Jack Built" fire ud af seks stjerner.
Han kalder filmen et provokerende og enerverende værk.
- Takket være humor, frækhed og opfindsomhed er "The House That Jack Built" faktisk på mange måder en fornøjelig film.
- Detaljerne er provokerende klamme, men tonelejet tilhører den groteske komedie snarere end gyseren, skriver Skotte i sin anmeldelse.
Netop volden i filmen fik angiveligt mange mennesker til at forlade en fremvisning af filmen mandag aften i Cannes.
Volden skræmte dog ikke Soundvenues Jacob Ludvigsen væk. Ligesom Kim Skotte kvitterer han med fire ud af seks stjerner.
Ifølge Jacob Ludvigsen er "The House That Jack Built" von Triers mest selvbiografiske film indtil videre.
- For selv om filmen fortæller om den titulære Jacks udvikling som seriemorder, handler den lige så lidt om drab, som "Lucy in the Sky with Diamonds" handler om en pige på en lyserød sky i himlen.
- Man kan allerhøjst sige, at Triers værk handler om kunsten at slå ihjel - men trykket skal lægges eftertrykkeligt på kunsten, skriver Jacob Ludvigsen.
Information tildeler ikke stjerner, men filmredaktør Christian Monggaard er ligesom sine danske anmelderkolleger også begejstret for von Triers film.
- Den er god på den ganske særlige måde, som kun et grænseoverskridende, anfægtende og på én gang ubehageligt og opløftende kunstværk kan være det, skriver han i sin anmeldelse.
Selv om deltagerne ved filmfestivalen i Cannes nu har fået lov til at se Lars von Triers seneste film, må danske filmseere stadig vente i noget tid.
"The House That Jack Built" får nemlig først dansk premiere 29. november.
/ritzau/