Bayern München-angriberen Sandro Wagner stopper på det tyske fodboldlandshold, efter at han tirsdag ikke kom med i en VM-bruttotrup på 27 spillere.
- Jeg trækker mig hermed øjeblikkeligt fra nationalmandskabet.
- For mig står det klart, at jeg ikke ser ud til at passe ind hos trænerteamet på grund af min altid åbne, ærlige og direkte facon, siger 30-årige Wagner torsdag til Bild.
Joachim Löw, Tysklands landstræner, har foretrukket angriberne Thomas Müller, Marco Reus, Leroy Sane, Timo Werner, Mario Gomez og Nils Petersen i bruttotruppen.
Der skal dog senest 4. juni skæres fire mand fra den tyske trup inden VM, så det er ikke sikkert, at alle de nævnte kommer med til sommerens slutrunde i Rusland.
Wagner fik debut for Tyskland sidste år og har siden scoret fem mål i otte landskampe.
Han var med til at vinde Confederations Cup i Rusland sidste sommer med et reservespækket tysk hold.
I januar skiftede Wagner fra Hoffenheim til Bayern München, hvor det er blevet til 9 mål i 17 kampe - primært som indskifter og backup for polakken Robert Lewandowski.
Tyskland er i VM-gruppe med Mexico, Sydkorea og Sverige. Tyskerne indleder VM med kampen mod Mexico 17. juni.
/ritzau/