VM-stjerner på ujævn is: Håber den bliver bedre

Canadiske og amerikanske ishockeystjerner var ikke imponerede over isen på førstedagen i Boxen.
Connor McDavid bemærkede, at isen var lidt ujævn i den første VM-kamp i Boxen i Herning.
Connor McDavid bemærkede, at isen var lidt ujævn i den første VM-kamp i Boxen i Herning. Foto: David W Cerny/Reuters

De danske VM-arrangører har været på hårdt arbejde for at omdanne Boxen i Herning fra multihal til ishockeyarena, og efter første kampdag er der tilsyneladende stadig plads til en smule forbedring.

Canada og USA fik æren af at spille første VM-kamp i arenaen, og flere af spillerne hæfter sig ved, at overfladen undervejs blev knoldet og langsom.

- Isen blev en smule ujævn, men det er ens for begge hold, så det betyder ikke så meget. Vi kan håbe, de finder en løsning, så isen bliver lidt bedre, siger Canadas kaptajn, Connor McDavid.

Samme oplevelse havde den amerikanske Detroit-profil Dylan Larkin.

- Isen var lidt langsom. Pucken hoppede rundt, specielt i den sidste del af perioderne.

- I NHL er vi ret vant til at spille på dårlig is, så det er ikke noget, vi ikke har prøvet før. Men det kan godt blive svært, når der er tre kampe om dagen, siger Dylan Larkin.

Den danske forward Nicklas Jensen var på den samme is mod Tyskland senere fredag.

Han har forståelse for, at isen ikke kan være perfekt i en travl VM-tid.

- VM-is bliver brugt så meget. Der bliver trænet på den, og der er to kampe lige efter hinanden. Den var udmærket, og jeg har ikke noget at klage over. Man kan ikke regne med, at den er spejlblank hele kampen, siger Jensen.

Lørdag skal isen i Boxen bære tre kampe. Norge og Letland åbner programmet klokken 12.15.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.