Det er den sikreste og måske også den største floskel til et VM i fodbold: VM er det, alle spillere drømmer om. De færreste fodboldspillere når frem til at realisere den drøm. Og blandt dem, der gør, sker det som oftest kun én gang. På alle måder en once-in-a-lifetime oplevelse for nu at tage den på halvkikset nudansk.
’Det er det, vi har drømt om, siden vi var drenge,’ hører man ofte.
Nu er vi mediefolk ikke altid så dygtige til at finde spillerne 10, 20, 30 eller 40 år efter for at høre, hvordan drømmen så var. Det kunne nemlig være rigtig sjovt. Var det så en drøm? Gjorde du og I alt, hvad I kunne? Var I stolte, da I rejste hjem? Er du stolt i dag?
Det kunne være gode spørgsmål.
Du kan også høre klummen indlæst som podcast – eller blogcast, som de kalder på Mediano – ved at trykke her
Mit ærinde her er ikke resultaterne. Selvfølgelig var de danske spillere stolte, da de rejste hjem i 1984, i 1986, 1992, 1998, 2002 og måske også i 2004.
Nej, jeg tænker på at gøre en forskel. At stå for noget. Stå på noget, man tror på. Noget man gerne vil vise. Vise hele verden.
En verdensmand på afveje
EM-slutrunden i 2016 var en gudsjammerlig ynk set som et skridt i fodboldens udvikling. Tag et hold som Sverige. Og nej, det her er ikke bitterhed over, at de slog Danmark ud i play-off kampene. Tre kampe, tre gennemførte ørkenvandringer, et snoldet mål og intet, absolut intet, vi vil huske om mange år ud over fattigdommen i fodboldmæssige ideer. Ja, den store Zlatan vadede rundt og lignede en verdensmand på afveje. Men vi husker ham ikke. Husker heller ikke de andre.
Ja, et stærkt kollektiv. Altså det udenom Zlatan. Og det hører man tit. Men problemet ved et stærkt kollektiv er, at det skal vinde eller præstere stort, for, at vi på nogen måde kan erindre det mere end en uge efter.
Sådan kan man godt tage til en slutrunde, hvis man ikke har kvaliteterne til at vise, hvad man ellers kan.
Jeg har gravet lidt i de seneste fem danske slutrunder. Og det her er vanskeligt, fordi jeg også dermed skriver eftermæler for både de landstrænere og spillere, der var med.
Men lad mig lige gennemgå de fem slutrunder og etablere nogle præmisser: Først og fremmest er det en stor succes at kvalificere et land som Danmark til en slutrunde, dernæst er den en succes at gå videre fra et puljjespil og være blandt de 16 eller otte bedste lande i Verden/Europa.
Men der er masser af nuancer under det. Så her kommer et bud på slutrunderne fra 1998 og frem – fem slutrunder, hvor der er et klart mønster og en klar og lige linje:
- 1998 i Frankrig: Danmark nåede en kvartfinale mod Brasiien (2-3) efter at have slået Nigeria (4-1). Den seneste slutrunde, som var en entydig succes og som Danmark forlod med et brag.
- 2000 EM i Holland-Belgien: 3 kampe, 3 nederlag, 0-8 i målscore mod Frankrig, Holland og Tjekkiet. Ren kanonføde.
- 2002 VM i Japan/Sydkorea: Ny epoke med Olsen og Laudrup. Sejr over de regerende verdensmestre fra Frankrig, sejr over Uruguay og 1-1 mod et stærkt Senegal = succes og adgang til 1/8 finale mod England, hvor holdet tabte 3-0 i Niigatas våde aften. En succes at nå en 1/8-finale til et VM og at besejre verdensmestrene, men en ærgerlig afsked, som klart adskiller slutrunden fra 1998, hvor den indledende runde var lidt fesen, men to kampe gjorde hele forskellen.
- 2004 EM i Portugal. Sejr over Bulgarien, 0-0 mod Italien og så den famøse 2-2 mod Sverige, der sendte Italien ud. Jeg var sportsredaktør på B.T., og vi lavede lidt i spøg & skæmt-afdelingen en forside på dagen, der hed ’2-2 og I får Bornholm’. Den gjorde italienerne mere konspiratoriske, end de er i forvejen. Og DET siger en hel del. Det gjorde i øvrigt også folk på Bornholm – hvor min kone og mine børn var på ferie – pænt vrisne, så fru Brüchmann gik meget stille med sit efternavn i den uge. Men 0-3 mod Tjekkiet i en kvartfinale var en ærgerlig afsked a la 2002 – og tilmed uden meriterende sejr a la Frankrig i indledende.
- 2010 VM i Sydafrika – Tænk sig at drømme i seks år, arbejde i måske 25 og så ende med det der. 2-1 over Cameroun og langt bagefter Holland og Japan.
- 2012 EM i Polen/Ukraine – vild pulje med Tyskland, Holland og Portugal. Tilmed åbnet med en fightersejr over Holland på 1-0. Vil verden huske Danmark? Nej. Vil Danmark huske Danmark? Mjah, vi husker Agger, Stephan Andersen i målet, men ellers husker vi mest Nicklas Bendtners underbukser, og det er ikke et eftermæle, der er efterstræbelsesværdigt.
Stræb efter udødeligheden
Det var det. Fem slutrunder, hvor stjernen er dalet bid for bid frem mod 2012 og måske kollektivets sejr mod Holland. Også fem slutrunder, der giver nogle pejlemærker. Man vil hellere have været en del af holdet i 1998 eller 2002 end det fra 2010, hvor Simon Kjær, William Kvist, Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli og Nicklas Bendtner var med.
De har nu chancen for at gøre noget, vi vil huske. Når man befinder sig på det niveau, og det gælder atleter, kunstnere, forskere, politikere og andre, der gør noget unikt, så må man uvægerligt stræbe efter udødeligheden. Og den opnår man ikke ved at være som Sverige.
Nu har vi så en slutrunde, hvor lidt for mange taler om, at vi i Danmark har fået en god lodtrækning. Det pudsige er, at det gør de også i Peru og Australien. Så husk venligst, at hvis det her er once-in-a-lifetime for dygtige og ærgerrige unge mænd fra curling-opdragelsens Danmark, så er det langt større for unge mænd fra Peru.
Så det der med, hvem vi helst vil møde i en 1/8-finale og hvordan står Danmark til Argentina og hvordan vil vi ligge til Kroatien er helt i høet. Det er først og fremmest vigtigt at få et dansk spil til at fungere på et VM-niveau. Og vigtigt at have noget at stå for, et fodboldmæssigt grundlag at stå på. Mit mareridt er at ende som Sverige – OG ikke gå videre mod hold, der heller ikke begejstrer verden.
Kollektivt og kraftfuldt
Hvis jeg skal blive lidt mere konkret med det med at stå for noget, så er barren ikke sat ved hverken dynamitfodbold, Laudrup-løft til Sand eller Brian og Colding i tvillinge-posering. Måske kan vi heller ikke forvente at tage VM på sengen med aggressiv power-fodbold a la Polen i Parken eller Eriksen-show a la Aviva på Lansdowne i Dublin.
Men det her hold har muligheden for at flytte os fra en selvopfattelse som ’Nordens brasilianere’. Den har vi svælget i længe nok uden at komme bare op over hælkappens niveau. Men det kan flytte os til at forene power, fysik og fart med Sisto, Eriksen og gennembrud. Altså noget som både er kollektivt og kraftfuldt, men ikke er som Sveriges dyne over inspirationen fra 2016.
Danmark har med 0-0 i Sverige lørdag aften spillet 14 kampe uden nederlag. Der er ikke scoret et mål mod Hareides hold i 2018. Og det er jo godt. Men der er også kun scoret ét mål, og det vækker en vis bekymring.
Men med risiko for at lyde både kynisk og selvmodsigende: Det første er vigtigere end det sidste.
Fysik, organisation og holdånd er det fundament, som fantasi og kreativitet kan bygges oven på.
Vi husker Island
Kan Danmark så være en succes uden at gå videre fra et puljespil til VM? Ud fra en simpel defination, så ja. Danmark er kvalificeret til VM og er seedet 3 i puljen efter Frankrig og Peru (nr. 11 i verden), hvor Danmark er nr. 12 på FIFAs verdensrangliste.
Ud fra ovenstående kan succes’en også bestå i at stå for noget. I at sætte et aftryk på en slutrunde a la vi ved, hvad Danmark står for. Med risiko for at få æstetikerne på nakken, sådan har jeg ofte oplevet Irland til slutrunder. Men indrømmet, det går ikke uden resultatet. Vi husker Island og Wales fra det gudsjammerlige EM, for deres ånd, for deres fans og for det nationale, som en slutrunde også kan.
Landsholdsfodbold er generelt presset hårdt af den kommercielle klubfodbold, de store ligaer og Champions League. Men til EM så vi, hvad landsholdsfodbolden også kan. Det vil vi måske se med Peru til VM. I Danmark er vi nok blevet for curling-magelige og blevet for meget små bedrevidende, navlepillende facebook-iscenesættere til, at fodbold virkelig betyder så meget, at et landshold kan flytte os. I vores nationale egenart og selvopfattelse. Det kunne fodbolden for et par årtier siden.
Stil og udtryk
Men så giv os i det mindste noget, verden vil huske. Gerne en drøm om Argentina eller Kroatien. Men først og fremmest det, at I som spillere viser, at det er det måske mest livsdefinerende øjeblik. Ikke bare en drøm, hvor det handler om at nå frem til og bare være med til. Men et sted, hvor man investerer i at gøre en forskel.
Udødeligheden kommer ikke af ’bare’ at stå for noget. Der skal resulater til. Men for mig begynder det med at stå for noget. Have en stil, hvor man se, alle prøver at efterleve præcist det udtryk.
Og forskellen på at gøre som Sverige i 2016, og det, jeg efterspørger, ligger i modet hos lederne til at prøve at gøre en forskel. Vis os det mod. Vis os, at det her betyder noget.
Om det så fører til Messi, Modric eller en brandkamp mod Mbappé er ikke længere afgørende.