Deltag i avisens VM-spil her: www.avisen.dk/vmspil
Hver dag trækker vi lod om 2 x gavekort på 250 kroner som frit kan vælges på sendentanke.dk
Er Åge Hareides landshold på vej? Eller var det det?
Er vi stolte? Og hvor stolte?
Diskussionen om det danske fodboldlandshold har været heftig efter nogle usædvanlige kampe i VMs puljespil, hvor Danmark med 5 point sikrede sig videre adgang til en 1/8-finale mod Kroatien søndag aften.
Danmark rodede og var nærmest heldige mod Peru – den ubetingede nøglekamp - kalkulerede eller magtede ikke ret meget mod Australien og kalkulerede endnu mere mod et fransk hold, der ikke behøvede at vise hele arsenalet mod Danmark for at vinde puljen.
Og så kom søndag aften den medrivende kamp mod Kroatien, der skulle afgøres i straffesparkskonkurrence. Her var de fleste danskere engagerede, revet med og måske i perioder af kampen også begejstrede.
Men jeg tillader mig alligevel at blande en dimension som eftermæle ind i det hele. En VM-slutrunde er selve destinationen for alle spilleres drømme. Det er jagten på det ultimative, en slags sportslig udødelighed. Men blev de danske spillere så bare lidt udødelige søndag aften?
Gæt resultatet af dagens kampe og deltag i lodtrækningen om gavekort
I et land som Danmark, der ved Gud ikke er gode til at dyrke helte, kan Preben Eljær. Frank Arnesen, Kim Vilfort, John Jensen og lignende skikkelser vandre hele vejen gennem livet på de meritter, de skabte – for os alle sammen.
Michael Laudrup, Peter Schmeichel og vel også Brian Laudrup er udenfor nummer i den diskussion, fordi deres karrierer udenfor landsholdet var så spektakulære, at det i sig selv giver dem en yderligere status. Og Morten Olsen løfter vi også lige et niveau op over almen slutrunde-udødelighed som fodboldens landsfader hertillands.
Og hvis jeg for perspektivets skyld tillader mig at betragte alt efter 1992 som ’nyere dansk landsholdshistorie’, så er der i VM-sammenhæng 1998 og 2002 at forholde sig til, når man vil måle sig med succeser. Holdet i 1998 bumlede sig vej videre, men gjorde sig selv historiske og kolossalt elskede med kampene mod Nigeria og Brasilien.
Holdet i 2002 slog verdensmestrene fra Frankrig ud og nåede – trods 0-3 mod England i Niigata – også en position, der var mere elsket og for nationen mere medrivende end årgang 2018. Tro mig, jeg sad og baksede med løssalgs-forsider på en tabloid sommerredaktion dengang, så jeg kender alle tallene for national begejstring.
Jeg kender ikke de tilsvarende tal for 2018, men det er mit indtryk, at rigtig mange – især unge – danskere krydsede alt, hvad de havde for ’deres 1992-øjeblik’, som det blev kaldt. Mange levede med og håbede så inderligt. Flere har skrevet og fortalt om, hvordan de så kampen sammen med deres børn, og hvordan den kamp søndag aften er én, de altid vil dele med dem, de så den sammen med.
Med i søndagens oplevelse var også en modstander af høj kaliber, som havde knægtet Argentina eftertrykkeligt, som kom med nøglespillere fra Barcelona og Real Madrid, og et hold, som ikke var det bedste i den fase, hvor man troede, at kampen skulle afgøres indenfor de sidste 60 af de 120 minutters spilletid.
Alle oplevelser er ægte. Alle opfattelser er fuldstændig legitime. I hvert fald de konstruktive. Fodbold er subjektivt. Jeg kan i den grad kun tale for mig selv, men min oplevelse er et dansk landshold anno 2018, som var virkeligt dygtige til at kalkulere, til at agere taktisk og til at efterleve en kollektiv disciplin, men som aldrig formåede at folde sig ud offensivt i bare lidt af det, man havde håbet på.
Et hold, hvor Christian Eriksen aldrig for alvor – bortset fra det ene moment mod Australien – fik vist verden, hvad han kan offensivt.
Et hold, hvor Pione Sistos topniveau blev noget, man ventede på. Ventede på. Ventede. Og ventede.
Et hold, hvor et eller andet podcast-medie fablede om, at Thomas Delaney kunne blive både dansk VM-topscorer og en spiller, som ikke bare Tyskland ville lære at kende. Alle arbejdede de hårdt og udfyldte fine roller. Delaney som en af slutrundens bedre holdspillere, men ikke deroppe, hvor han kan gøre så ondt på så mange hold.
Men det endte som et hold, hvor vi kun for alvor brændte adrenalin af i tilskuer-oplevelsen, da unge Schmeichel forvandlede sig til Kasper den store, mens den ældre Schmeichel forvandlede sig fra Peter til Kaspers far. Klart et slutrundens mest besnærende følelses-øjeblikke.
Det samlede indtryk handler om eftermæle. Og jeg er bange for, at når vi kommer til 2022 og det frygtede VM i Qatar, så vil vi for alvor kun huske VM 2018 med dansk deltagelse for disse Schmeichel-øjeblikke, for et absurd efterspil over et flag med synonymer for bryster og for nogle grimme ord på sociale medier overfor Nicolai Jørgensen.
Men det interessante for mig at se lige nu, er om Åge Hareides landshold er på vej. På vej mod noget større. Eller om VM-slutrunden anno 2018 var det niveau, som man havde at vise verden. Jeg bemærker, at mange af spillerne, især mange mindre benyttede spillere bruger de sociale medier til at udtrykke holdånd, vinderkultur og hvor meget, der er i gærde i dette hold.
Jeg springer igen ud som lidt sur gammel mand. Men det håber jeg også. Altså at der er meget i gærde for dette hold. 2018 var fint. Danmark gik videre og var med i et drama. Men holdet nåede aldrig at begejstre mig.
Så lad os bare aftale, at der er mere i gærde.
Eksperter fra sportsmediet Mediano vil i løbet af VM skrive daglige, eksklusive klummer her på avisen.dk/VM. Her vil du også kunne finde de daglige podcast, som Mediano optager hver morgen i hele VM-perioden.