Er Kasper Schmeichel nu på vej i sin fars fodspor?
Ligger Henrik Dalsgaard snart lige bag ved Christian Eriksen – begge med en hånd under hovedet og parallel-forskudt – a la Brian Laudrup og Søren Colding?
Vil hele verden tale om Thomas Delaney, Pione Sisto og Yussuf Poulsen som VMs nye kæledægger?
Vi har i hvert fald lov at håbe efter, at Danmark lørdag aften besejrede Peru med 1-0 på et mål af Yussuf Poulsen, og holdet, der ledes af landstræner Åge Hareide og hans assistent Jon Dahl Tomasson, nu har gunstige betingelser for at blive et af de to hold, der går videre fra VMs pulje C.
De fleste – selv spillerne på det danske hold – var enige om, at Danmark ikke spillede voldsomt prangende mod Peru, og en del tør også skrive under på, at Danmark var en anelse heldige og begunstiget af dels en god målmand, dels en god kultur på et hold, der ikke har tabt i 16 kampe og ikke har indkasseret et mål i nogen kamp i hele 2018 (fem stk.).
Det interessante nu er at kigge på reaktionerne efter Danmarks sejr – altså sådan ude i den danske befolkning, ved vores daglige gadekær, de sociale medier, og på de arbejdspladser, de fleste af os møder på i morgen.
Skal vi være glade og tale om matematikken, hvis bare vi slår Australien i næste kamp? Skal vi lede efter de procenter, som spillet kan forbedres med? Det er det, spillerne synes at tale om. Eller skal vi pege fingre ad de ting, der ikke fungerede?
Er det at lede efter hullerne i osten? Er det en fejlfinder-nation af brokkerøve? Eller er os, der prøver at analysere spillet, for lidt glade?
Vi på Mediano – et sports- og fodboldmedie, hvor vi prøver at analysere på så seriøst et grundlag som muligt – blev søndag mødt med lidt kritik for, at vi ikke havde jahat og klaphat nok på, da vi havde lavet vores daglige udsendelse med analyser af Danmarks kamp. Ellers analytisk stærke journalister blev på sociale medier pludseligt så glade, at de nærmest ønskede at lukke ned for der, hvor man leder efter forbedringspunkter. Andre ville bare have Nicolai Jørgensen puttet i en skattekiste med nøgle og sendt med DHL til Rotterdam så hurtigt som muligt.
Undskyld mig, men alt stor succes i sportens verden er kommet ud af kulturer, hvor man forbedrer sig hver eneste time, hver eneste træning og fra kamp til kamp. Miljøer, hvor man aldrig er tilfreds og altid leder efter ’the small inches’, som Al Pacino taler om i den bedste sports- og motivations-tale nogensinde i filmen ’Any Given Sunday’.
Det er der næppe heller nogen spillere, trænere, fodboldfans eller sågar journalister, der vil anfægte, når de lige får lidt ilt til hjernen og får tænkt over, hvordan Danmark bedst forbereder sig til næste skridt.
Medierne spiller en stor rolle her. Der findes stadig en lidt antikveret opfattelse af, at maksimal folkelighed er godt. Det kan det også være. Men ikke i den forstand, at vi skal lukke øjnene for alle fejl og bare være glade. Det er nemlig det, som medier gør alt for meget i 2018: Taler ned til deres svindende publikum. Går i ren klaphat og tror, at vi stadig befinder os i 80erne med kun en eller to kanaler at vælge mellem.
Fodboldfans er klogere, end deres rygte nogle gange bliver fremstillet i smådumme tv-interviews, hvor den udsendte praktikant har fundet de personer med flest genstande i blodet udenfor et stadion. De fleste kan faktisk godt både lide analysen og forholde sig til den. Det mærker vi på Mediano, hvor der i maj blev lyttet 500.000 forholdsvis nørdede podcasts som optakt til VM.
Derfor kan man faktisk godt forholde sig til emner som – også uden Medianos lidt hårdkogte fodboldlyttere:
- Hvor ineffektive var Perus spillere egentlig, uden at man behøver at sige, at Kasper Schmeichel ikke var en stor succes
- Hvor meget skal Christian Eriksen løfte sit spil, uden at man piller ved hans postion på det danske hold
- Hvor store problemer har Åge Hareide og hans hold egentlig haft med at skabe chancer i det 2018, hvor man heldigvis har været endnu dygtigere til at forhindre modstanderen i at gøre det
- Hvor meget bedre skal det danske hold bindes sammen, så de offensive spillere som Pione Sisto og Nicolai Jørgensen ikke kommer til at fremstå som enmandshære uden våben?
Det hele kaldes faktisk bare en præstationskultur. Fra et ledelsesperspektiv taler man om præstationsledelse.
Når alt det er sagt, skal man huske, at Danmark ER en succes. Som fodboldland. Det er en succes at være med ved VM. Det er en kæmpemæssig succes at gå videre fra indledende gruppe ved en VM-slutrunde. Men derfor kan man jo godt lede efter de ingredienser, der gør, at mere end bare Danmark sidder og hepper på det hold, der bliver ledet af en nordmand.
Ville det ikke være skønt, hvis resten af verden også kunne lide det, som de danske spillere formår. At de så lyset i Eriksen, Schmeichel, Sisto, Delaney og Schöne. Det gør man ved at forbedre sig.