Ritzau
Opdateret kl. 19:16
Vitaly Mutko tager en pause fra hvervet som præsident for Ruslands fodboldforbund.
Men han fortsætter som leder af VM-komitéen om på den anden side af sommerens slutrunde.
Det skriver NTB med det russiske nyhedsbureau Tass som kilde efter et møde juledag.
Mutko er af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) udelukket på livstid for sin involvering i den russiske dopingskandale.
Rapporter har konkluderet, at institutionaliseret, omfattende doping har fundet sted.
Vitaly Mutko, som er vicepremierminister og tidligere sportsminister i Rusland, forlader posten som fodboldpræsident i "op til seks måneder".
Det sker, mens Den Internationale Sportsdomstol (CAS) behandler Mutkos appel af livstidsudelukkelsen.
- Så vores organisationer ikke bliver forstyrret under de juridiske undersøgelser, har jeg bedt om at blive fritaget for mine pligter i op til seks måneder, siger Vitaly Mutko ifølge AFP til journalister efter dagens møde i forbundet.
Forbundsdirektør Alexander Alajev skal angiveligt være midlertidig fodboldpræsident i Mutkos fravær.
En russisk avis meldte ellers før jul, at Mutko efter pres fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), også ville gå som leder af VM-komitéen.
VM i Rusland spilles fra 14. juni til 15. juli 2018.
/ritzau/