Flaskehalse kan være på vej til at ramme erhvervslivet, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft allerede nu er et problem for mange virksomheder.
I en rundspørge som Arbejdsmarkedsstyrelsen står for, er andelen af virksomheder, der forgæves har prøvet at besætte ledige stillinger, steget i 14 af 19 brancher på et år. Kun i to brancher er andelen faldet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag,
- Problemet er, at får du først flaskehalseproblemer, så tager det lang tid at komme af med dem igen. Man burde derfor kigge på, hvad årsagerne er, for det kan være alt lige fra jobbets karakter, dårlig jobformidling, arbejdsgivere, der ikke søger ordentligt, eller at folk ikke vil flytte for et job. Man kan langt hen ad vejen forebygge flaskehalse ved at tænke sig om, mener Verner Sand Kirk, der er direktør i a-kassernes brancheorganisation, AK-samvirke.
Samme rundspørge viser også, at det faktiske antal stillinger, virksomhederne måtte opgive at få besat, er steget fra 5.100 til 9.400 fra 2012 til 2013.
Antallet af stillinger, der ikke bliver besat, er et godt stykke fra de buldrende tider i 2007 og 2008. Men hos Dansk Metal, hvor ledigheden i flere lokalafdelinger er under 2 pct., kan man se en tendens.