Af Anne Pihl Rasmussen anpi@avisen.dk

Små menneskebørn ville ikke have en chance, hvis de ikke kunne græde.

Mens abebørn straks fra fødslen selv kan klynge sig til deres mor, har menneskebørn kun gråden.

»Vores stærkeste overlevelsestræk er, at vi er klogere end andre dyr, men vi bliver til gengæld født meget umodne, fordi vi er nødt til at komme ud, mens der er plads. Så har vi gråden, som tilkalder moderen, og tårerne og de blanke øjne, som får hende til at føle omsorg,« siger Thomas Nielsen, der både er lektor og forsker i psykologi ved Aarhus Universitet.

Ingen dyr græder, men nogle få dyr udskiller en væske fra øjnene, som ligner, fortæller Bjarne Klausen, afdelingschef og zoolog i Odense Zoo.

»Havskildpadder og havkrokodiller udskiller salt gennem øjnene, men det har intet med følelser at gøre,« siger han og tilføjer helt uvidenskabeligt:

»Gråd er opfundet af børn og kvinder for at blødgøre mødre og mænd.«

Ingen norm for gråd

Og videnskaben giver ham ret.

»Kvinder græder mere end mænd, og i vores forfædres parforhold har den fysisk svagere kvinde ofte haft brug for at tilkalde mandens hjælp,« siger Thomas Nielsen, Aarhus Universitet.

Ifølge ham er der mange mænd, som aldrig græder. Hvis de undertrykker deres følelser, er det dårligt. Men de kan også have svage instinkter for at græde – eller simpelthen være lykkelige og glade.

»Der er ingen norm for, hvor meget kvinder og mænd skal græde,« siger han.

Til gengæld har forskerne defineret forskellige typer gråd, og dem bruger spædbarnet fra fødslen.

»Børn har en skrigende, desperat gråd, som signalere akut nød, men de har også en silende permanent gråd, som i fortiden kunne bruges, hvis moderen havde tabt barnet i urskoven og skulle finde det igen. Den silende gråd udmatter ikke barnet ret meget,« siger Thomas Nielsen.

Den silende gråd har også en bonuseffekt. Den trøster. Derfor kan voksne græde i enerum og bagefter føle sig bedre tilpas.