En 22-årige mand fra Esbjerg blev for en uge siden idømt to et halvt års ubetinget fængsel for medvirken til forsøg på voldtægt.
Nu viser det sig, at han til kommunalvalget i november sidste år var stillet op for Nye Borgerlige, og at han af partiet, kort før valgdagen, blev bedt om at tage sine valgplakater ned.
Til JydskeVestkysten fortæller Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, at hovedbestyrelsen var blevet bekendt med, at der var en sag mod den pågældende kandidat.
- Vi reagerede prompte og ekskluderede ham fra partiet, siger Pernille Vermund til avisen, og bekræfter, at hun anser det for sandsynligt, at det drejede sig om den 22-årige.
To af fem væk
Med ekskluderingen af den 22-årige var to af fem kandidater på Nye Borgerliges liste i Esbjerg ikke medlemmer af partiet på valgdagen.
Tidligere i november havde et andet medlem forladt Nye Borgerlige efter fælles forståelse, fordi han havde fremsat voldelige ytringer på sociale medier og opfordret til etnisk udrensning og skrevet "skyd dem ned og lad dem ligge" om to personer, der skulle have slået en buschauffør.
Ikke foreneligt med Nye Borgerlige
Pernille Vermund erkender, at Nye Borgerlige ikke har været gode nok til at screene kandidaterne, når to ud af fem kandidater på listen ikke er medlem på valgdagen.
- Vi har reageret prompte, da sagerne er kommet frem, for det er ikke foreneligt med vores holdninger og værdigrundlag, siger hun og bebuder, at der bliver strammet op på samtalerne med hver enkelt kandidat:
- Vi gør os umage for at undgå flere kedelige sager, siger Pernille Vermund til JydskeVestkysten.
Nyt parti er lig med lykkeriddere
Op til kommunalvalget blev også Lars Kiil fra Gentofte ekskluderet fra Nye Borgerlige. I en mail til en stor gruppe borgere havde han kaldt muslimer for en kræftsvulst og anklaget jøder for at stå bag indvandringen til Europa.
Om ekskluderingen sagde Pernille Vermund blandt andet til Ritzau "at der er folk - jeg vil kalde dem lykkeriddere - der er lykkedes med at snige sig ind":
- Når man stifter et nyt parti, så vil der være mennesker, der bliver tiltrukket af fællesskabet og tror, at de kan være en del af det og udgyde deres galde.