Det hele kunne afklares ved et selvmord.

Hvis du tog en pistol, placerede den mod din tinding og trykkede på aftrækkeren, ville du få svaret.

Desværre ville hverken du eller andre vide det. Du ville tro, at pistolen var defekt og til sidst opgive dit forsøg på at tage dit eget liv.

Imens du smed pistolen væk i irritation, ville din elskede holde dit hoved i sine arme, mens dit blod strømmede ud over hendes (eller hans) krop.

Hun ville i løbet af kort tid forberede din begravelse. Samtidig ville du gå på arbejde, komme hjem, give hende et kys, og måske ville du elske med hende, mens hun hulkende så kisten med dit lig blive sænket i graven.

I den ene verden ville hendes liv fortsætte med sorgen over at have mistet dig. I den anden ville I beruse jer i rødvin i lyse sommernætter.

Det lyder vanvittigt, men det er ikke desto mindre den mest udbredte opfattelse af virkeligheden i videnskabelige kredse helt op på Nobelpris-niveau.

Gud spiller terning

Efter Big Bang bestod universet af atomer og partikler som elektroner. Det er kvantemekanikkens love, der regerer i deres verden. Med andre ord er kvantemekanikkens love fuldstændig grundlæggende for vores univers.

Før kvantemekanikken regnede videnskaben med, at man en dag ville finde en teori, som kunne forudsige alt. Som man ved, at en sten falder, hvis man smider den ud fra Rundetårn, ville man vide alt.

Men i 1920’erne blev det verdensbillede fuldstændig smadret. Det viste sig nemlig, at med kvantemekanikken kunne man ikke forudsige noget som helst.

Den opdagelse var meget utilfredsstillende for videnskaben. Især Albert Einstein foragtede det faktum og sammenfattede det i sætningen »Gud spiller ikke terning«.

To steder samtidigt

Men hvorfor er kvantemekanikken så foruroligende?

Man kan forklare det med et berømt eksperiment, der blev udført i starten af 1980’erne. Meget forenklet sagt skød fysikeren Alain Aspect en elektron gennem en plade med to huller. Bag ved pladen med de to huller var en anden plade uden huller – på denne plade kunne han se, hvor elektronen ramte.

Da han skød elektronen gennem pladen med de to huller, farede denne ene elektron gennem begge huller og ramte dermed pladen to steder. Elektronen var altså flere steder på én gang.

Men hvis man placerede et måleapparat foran et af hullerne i den forreste plade, så man kunne se, hvilket hul elektronen passerede, så opførte elektronen sig normalt og valgte kun ét af hullerne. Fjernede man måleapparatet igen, ja så passerede elektronen begge huller som før.

Med andre ord: Når man kigger på elektronen, gør den, som den skal, og når man ser væk, så opfører den sig helt forkert.

Men hvorfor? Har elektronen en bevidsthed, siden den ved, at den bliver observeret? Hvordan kan den være flere steder samtidigt, når den ikke bliver observeret?

»Hver eneste generation skal overkomme en mental barriere for at forstå de her ting. Det skulle Einstein og Bohr, og det skal du og jeg og alle andre,« siger Klaus Mølmer, der er professor i astronomi og fysik ved Århus Universitet.

Intet argument imod

Der findes to forklaringer på elektronens opførsel. Den ene er Københavnerfortolkning, som dybest set siger: Lad være at spørge, hvordan elektronen ankom – accepter, hvor den er. Den anden er teorien om mangeverdener, og det er den teori, der forklarer, hvorfor du ikke døde, da du satte pistolen for tindingen.

»Selvom teorien lyder vanvittig, så har man ikke en eneste gang taget den i at være forkert. Der er simpelthen intet argument imod teorien,« siger Klaus Mølmer.

Blodet på hendes krop

Mangeverden-teorien siger, at elektronen befinder sig alle steder samtidigt, fordi der er et parallelt univers for hver eneste mulighed.

I det øjeblik vi kigger på den – som med måleapparatet fra før – og registrerer, at elektronen har passeret det venstre hul, så træder elektronen ind i vores verden som værende til venstre.

Men samtidigt registrerer måleapparatet, at elektronen passerer det højre hul, og dermed træder elektronen ind i vores verden som værende til højre.

Vi står både i den verden, hvor elektronen er til venstre, og i den verden, hvor elektronen er til højre. Men vi ved det ikke. Vi tror, at elektronen kun findes ét sted, fordi vi ikke har nogen forbindelse mellem de to parallelle verdener, som både elektronen og vi selv befinder os i.

Der er med andre ord en verden for hver sandsynlighed, og det er derfor, at din elskede sidder med dit hoved i sit skød, mens dit blod bløder ud på hendes krop, samtidig med, at du smider pistolen væk i irritation over, at den ikke virker.

Dermed forklarer kvantemekanikken også, hvordan livet opstod, og hvorfor universet er så perfekt. Svaret er simpelt. Naturen har øvet sig i et uendeligt antal universer for hver eneste lille mulighed.