Torsdag vandt Vendsyssel FF den første af to playoffkampe mod Lyngby om en plads i Superligaen i næste sæson.
Med 1-0-sejren hjemme i Hjørring tog nordjyderne et skridt mod landets øverste række, inden holdene mødes igen i returkampen den kommende søndag i Lyngby.
- Jeg regner med, at det er et andet Lyngby-hold, der kommer med en lidt større tro på tingene søndag. Det forbereder vi os på.
- Jeg regner med, at de udfordrer os mere, siger Vendsyssel-træner Jens Berthel Askou.
Matchvinderen Mikael Anderson ser frem mod søndagen med mål i tankerne. Dermed vil lejesvenden fra FC Midtjylland ikke se Vendsyssel forsvare sig mod en plads i Superligaen.
- Vi skal score. Der er ikke noget der. Vi skal ud og lave et mål eller to.
- Vi skal angribe kampen på samme måde som første kamp. Ellers taber vi, siger kantspilleren.
Vendsyssel manglede kun to spillere til torsdagens opgør, og dermed er holdet kommet godt igen i et forår, der har været fyldt med skadede spillere.
Derudover stoppede cheftræner Erik Rasmussen i klubben for få uger siden, hvorefter Jens Berthel Askou blev forfremmet fra jobbet som assistenttræner.
Den nye cheftræner ser tilbage på en turbulent periode, hvor der ikke har været mange spillere til træningerne.
- Vi har spillet seks mod seks det meste af foråret. Det har gjort, at vi har hængt bagefter med at prøve taktiske ting af.
- Der mangler et par timers søvn det seneste stykke tid, men det må jeg indhente i sommerferien, siger Jens Berthel Askou.
Vendsyssel spillede også playoffkampe om en plads i Superligaen i fjor.
Her tabte holdet i to opgør til AC Horsens og tog dermed endnu et år i 1. division.
/ritzau/