Min mor, hvis far ejede en ejendom i Hankou, før den blev eksproprieret af Folkerepublikken Kina, afskyede kommunistpartiet, fordi partiet ville have, at al ejendom skulle deles. I den mest kontroversielle lov vedtaget i kommunistpartiets historie blev det 16. marts besluttet at give lovmæssig beskyttelse af privat ejendom.

Mediekontrol

Allerede i 1990 blev første udkast til loven lagt frem, men endeløse debatter, udskydelser og gentagne revisioner forsinkede loven.

Denne gang var partiets ledelse fastlåste på at få loven vedtaget: Regeringskontrollerede medier blev beordret til at undgå at rapportere fra drøftelserne i kongressen. Det seneste udkast til loven blev ikke frigivet før afstemningen. Venstreorienterede fik at vide af de offentlige sikkerhedsagenter, at de ikke måtte indsamle underskrifter i protest mod loven, at de ikke måtte tale med pressen og at de ikke måtte diskutere loven online. Et enkelt magasin skrev en historie om loven og blev beordret til at trække oplaget tilbage.

Et klassesamfund

Regeringens tanke er, at de fordele, som kineserne har fået siden begyndelsen af de økonomiske reformer, skal lovliggøres.

Ved at give kinesere ret til ejendom vil den nye lov blandt andet beskytte dem mod skruppelløse embedsmænd. Desuden giver loven ejendomsret over produktionsmidlerne. Da private handlende står for to tredjedele af Kinas økonomi, er det også dem, som loven sigter på at beskytte. Og ved at lovliggøre ejendomsret til produktionsmidlerne har de kommunistiske ledere anerkendt, at Kina er et klassesamfund. Men den nye lov giver ikke en videre beskyttelse af det landbrugsjord, som 750 millioner bønder bruger, selvom der er blevet trampet på deres rettigheder. Undersøgelser viser, at flere end 40 millioner bønder har fået konfiskeret land af korrupte embedsmænd.

Bønder og arbejdere

Faktisk efterlader den nye lov størstedelen af kinesernes rettigheder ubeskyttede. Det kan skyldes, at 93 procent af de delegerede i kongressen har en eller anden form for universitetsuddannelse, mens gennemsnittet i befolkningen er lidt over fem procent.

Den kinesiske befolkning består overvejende af bønder og arbejdere, men alligevel hævder kommunistpartiet at repræsentere alle kineseres interesser. Den realitet, at kommunistpartiets elite har monopol på magt, uddannelse og ejendom, har ledt til optøjer og uroligheder over hele landet. Kommunistpartiets formand vil løse det fredeligt og taler om et »harmonisk samfund«. Men de kinesiske arbejdere må ikke strejke, organisere sig fagligt eller indgå kollektive aftaler. Kan man få et »harmonisk samfund« ved blot at tale om det?

Hvorfor så sent?

Kinas økonomiske reformer introducerede et begrænset frit marked.

Nu bliver kapitalismen og den private ejendomsret budt velkommen tilbage, og der er vel ikke meget kommunisme i kommunistpartiet. Min mor, der var gift med en kinesisk embedsmand, ville uden tvivl være glad for det. Men jeg er sikker på, at hun ville undre sig over, hvorfor Kina skulle gå igennem et halvt århundrede med kommunisme for at komme frem til det resultat?