»Vi er ved at miste vores ungdomshus. Men nu har vi fucking to,« bliver der råbt fra vinduerne af den besatte fabriksbygning i Nordvest.

Der er rendyrket eufori. Det er lørdag eftermiddag, og for få minutter steg politibetjentene ind i sine salatfade og kørte afsted, mens flere hundrede unge klappede i takt og råbte »God tur hjem«.

Nu er vi på vej ind i Københavns nyeste besatte hus.

»Der er indgang gennem kælderen,« bliver der råbt oppe fra huset, og i samlet flok bevæger folk sig mod indgangen. De fleste ser helt normale ud, selvom der er flest folk i sine sene teenageår med aparte frisurer, slidte læderjakker og sjovt farvet hår.

Men konfrontationstemningen, som eftermiddagen har været præget af, er helt væk. I stedet småtripper folk storsmilende af forventning, da vi står i køen til at kravle ned i kælderen og ind i huset, som de unge har døbt »Villa Villekulla« i Pippi Langstrømpes ånd.

Kold nat, varm fest
Der er sat stearinlys i tomme vinflasker for at lyse op i kælderen, som ellers er mørk, tom og kold. Huset er generelt meget, meget koldt. Der er hverken varme eller strøm, så der er sat sedler op på væggene, hvor folk bliver opfordret til at tage stearinslys, tæpper og vand med, hvis de kommer tilbage.

Den besatte fabriksbygning har ifølge de unge stået tom i fem år, og det ses tydeligt indenfor. På 1. sal er de store lokaler tomme og støvede og ufatteligt uindbydende. Huset ser virkelig ikke særlig tiltalende ud ved første øjekast.

»Vi skal først og fremmest fejre, at vi har fået et nyt hus, og så skal vi i gang med at finde ud af, hvordan vi skal indrette os,« siger talsmand Mads Clausen på et pressemøde, som bliver holdt i stearinskær og fotografblitzlys i et forladt kontor. Foran omkring 30 journalister orienterer de to talsmænd fra gruppen »Initiativet for flere ungdomshuse« Mads Clausen og Anna Sørensen om fremtiden i huset.

»Planen er helt klart, at vi bliver. Her er masser af plads og vi kan have øvelokaler, workshops og steder hvor man bare kan sidde og drikke kaffe. Og så kan vi grille oppe på taget til sommer og se solnedgangen over Bispebjerg Station. Det bliver smukt,« siger Mads Clausen.

Men der er ikke helt styr på planerne endnu. Efter pressemødet, hvor synspunkterne om frisind og et samfund uden diskrimination bliver præsenteret, finder de pludselig ud af, at journalister ikke længere må være i huset.

»Vi bliver nødt til at bede jer om at gå,« siger Anna Sørensen og forklarer, at mange af de unge føler sig uretfærdigt behandlet af medierne.

Derfor tør de ikke nøjes med det billedforbud, som der hænger plakater med over det hele. Festdeltagerne vil ikke risikere at ende på forsiden af aviserne.

»Det er jo ulovligt at opholde sig inde i huset,« forklarer Mads Clausen.

Allerede flyttet ind
Inden vi bliver smidt ud af det nye ungdomshus giver Anna Sørensen en rundtur. Festen bliver holdt på 2. sal og her er stemningen langt fra forladt og kold fabriksbygning. Loftet er fyldt med snore, hvor sorte vimpler med dødningehoveder hænger på stribe. Musikken spiller højt og lokalerne er fyldt med glade festdeltagere, som danser, går rundt, eller sidder på gulvet omkring store bloklys.

Der er sat borde op med gratis mad og alkoholfri bar. Væggene er fyldt med farvestrålende graffiti, som giver lokalerne endnu mere ungdomshus-stemning.

»Det hele var her, da vi kom,« siger Anna Sørensen.

Selvom det ikke er en spontan besættelse, har der ikke været tid til den store indflytning. Den er dog godt i gang allerede to timer efter politiet har forladt stedet.

På vej ned af trapperne bliver vi mødt af to store sorte lædersofaer, som bliver slæbt op til festen. Lidt efter ankommer en bil fyldt med forsyninger og endnu en sofa. Rygtet om festen går stærkt via sms, internet og tv og festen vokser støt.

De unge er godt i gang med at flytte ind.

Skrevet i samarbejde med Kaare Sørensen | kaso@avisen.dk