Vejle-model skal nedbringe ventetid på sygehuse

På Vejle Sygehus har de så stor succes med at få patienterne hurtigt gennem behandlingsforløbet, at regeringen vil udbrede Vejle-modellen til hele landet.

Personalet på Vejle Sygehus arbejder i to-holds-skift, den enkelte patients behandlingsforløb bliver planlagt fra dag et, og apparater som eksempelvis strålekanoner står stort set ikke stille. Regeringen mener, at Vejle-modellen er så god en opskrift på, hvordan man får de såkaldt »interne ventetider« i den enkelte patients behandlingsforløb ned, at modellen skal udbredes til resten af landet, sagde socialminister Eva Kjer Hansen (V) på et pressemøde torsdag.

»På Vejle Sygehus har de gode erfaringer med at nedbringe ventetiden ved hjælp af »diagnostiske pakker«, som er en model, sygehuset selv har udviklet. Det har vist sig at give langt mindre spildtid både for patienter og personale. Den erfaring vil regeringen bruge til at forkorte ventetiderne i hele landet,« sagde Eva Kjer Hansen.

I en undersøgelse, som blev offentliggjort for få uger siden, scorede Vejle Sygehus højst blandt det tidligere Vejle Amts sygehuse på medarbejdertilfredshed og stolhed over at arbejde på sygehuset.

Socialministeren lancerede forslaget om Vejle-modellen torsdag som et af mange under overskriften »Sammenhængende service - med respekt for borgerne,« på et pressemøde i Socialministeriet torsdag. Forslagene lægges ud til fri debat i den kommende tid og skal diskuteres nærmere på et møde i Vejle 11. januar. Den endelige kvalitetsreform fremlægger regeringen 24. april i år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.