Edris Qasimi er født i Afghanistan og har haft en opvækst gennem tre verdner fra Kabul over Teheran til det kolde nord. I Danmark har han de sidste 11 år været en engageret debattør om dansk politik herunder især Danmarks udenrigspolitik i Mellemøsten. Som tidligere redaktør for et studieblad på SDU, elev i Politikens kritikerskole, redaktionsassistent på TV2 og ikke mindst som nuværende researcher hos UgebrevetA4 vil Edris skrive om dansk indenrigs- og udenrigspolitik, religion, multikulturalisme og ikke mindst terror og krig.
Danmark har for nylig igen besluttet sig for at deltage i en krig i Mellemøsten. Partierne i folketinget stemte nemlig for et beslutningsforslag, der sender danske soldater til Irak og Syrien. Partierne bag aftalen kan dog ikke svare på, hvad der skal ske, når krigen er overstået. De mumler, når Clement Kjærsgaard stiller dem spørgsmålet.
Svaret er dog ganske kort og enkelt – fred i Mellemøsten har kun to veje: Enten en føderalistisk struktur, hvor magten bliver delt, eller et brutalt diktatur, der slår ned på enhver, der kræver sin ret.
DEN AMERIKANSKE UDENRIGSMINISTER, John Kerry, udtalte for ikke så længe siden sammen med sin russiske kollage Sergej Lavrov, at de arbejder på at have et udkast til en ny syrisk forfatning på plads inden august måneden. Og netop den nye forfatning vil være den absolut afgørende faktor i forhold til genetablering af fred og stabilitet i Syrien. I betragtning af Syriens multietnicitet og kulturelle mangfoldighed er føderalisme og decentralisering af magten den eneste model for den fremtidige forfatning, som vil være holdbar og effektiv.
Kigger man f. eks på den politiske struktur i Danmark, som er en af de mest homogene stater i verden, er den baseret på et yderst decentralt system med 98 kommuner og 5 regioner, der hver har folkevalgte politikere og økonomiske og juridiske beføjelser. Omvendt oplever man, at ekstrem multietniske stater i Mellemøsten har været styret af centralistiske politiske styrer, hvor magten primært har været koncentreret omkring én bestemt gruppe eller nogle få personer. Det er blandt andet en af de vigtigste forklaringer på de eksisterende politiske konflikter og de historiske kampe om social retfærdighed og selvstændighed i Mellemøsten.
HVIS DET INTERNATIONALE SAMFUND har ambitioner om at skabe fred og stabilitet i Mellemøsten, må det arbejde for decentrale og føderale politiske systemer, der kan efterkomme områdets enorme udfordringer, hvad angår den etniske og kulturelle mangfoldighed.
Krigen i Syrien har efterhånden udviklet sig til en stor tragedie. Ikke mindst ved at have affødt en ny brutal og systematisk terrorbevægelse, har den endnu engang udstillet det internationale samfunds magtesløshed og ineffektivitet i forhold til politiske såvel som militære løsninger i Mellemøsten. Afghanistan, Irak og Syrien er blot nogle af de lande i Mellemøsten, som stadig kæmper med politisk legitimitet, intern borgerkrig og ekstrem fattigdom, på trods af at lige netop disse lande har været omdrejningspunktet for den internationale politik og er blandt vestens største modtagere af udviklingsbistand.
ET SIMPELT ETNOGRAFISK gennemsyn af Mellemøsten vil vise, at lige netop Afghanistan, Irak og Syrien er skabt af unaturlige geografiske afgræsninger, der har opdelt de forskellige etniciteter og religiøse grupper i området mellem flere lande. Kurderne er for eksempel spredt i både Iran, Irak og Syrien, balouchere er delt i Iran, Pakistan og Afghanistan osv. På den anden side kan man observere, at disse lande historisk har været styret af autoritære regimer, som har centraliseret magten og ikke efterladt meget plads til politisk repræsentativitet af de forskellige grupper. Og netop denne centralistiske tilgang til magtdeling er en af kerneårsagerne til de nærmest uendelige politiske såvel som militære konflikter i landene.
Da man efter invasionen i Afghanistan arbejdede på at etablere et nyt politisk system og formulere en ny forfatning, håbede mange på, at resultatet ville være et decentralt system. Alligevel endte man med at etablere et højt centralistisk styre, hvor magten er stort set koncentreret hos den siddende præsident. Man overhørte opfordringerne fra forskellige intellektuelle kræfter om at efterkomme de forskellige etniske gruppers krav på social og kulturel selvstændighed og etablerede i stedet en samfundsmodel, som langt hen af vejen var kopieret fra Afghanistans tidligere monarkistiske forfatning, hvor blot kongen er blevet erstattet af præsidenten.
I MANGE LANDE er befolkningen opdelt i forskellige etniske og politiske grupper, som enten er placeret i selvstændige geografiske områder eller relativt blandet sammen i hele landet. I sådanne situationer har føderale regeringer evnen til at imødekomme behovene hos alle sine borgere. Det er også vist, at i områder, der er etnisk, politisk eller kulturelt opdelt, vil befolkningen føle sig bedre repræsenteret gennem en leder, som de kan identificere sig med. En lokal leder, som er valgt af sin egen befolkning, vil bringe lokale spørgsmål til det nationale niveau, og derfor vil større autonomi til de lokale områder afdramatisere konflikter i og med, at det sørger for større og bredere politisk deltagelse blandt befolkningen.
Når de ledende parter skal mødes om en ny syrisk forfatning, er det derfor helt afgørende, at de tager højde for landets enorme etniske, kulturelle og religiøse mangfoldighed og sørger for at decentralisere magten gennem en føderal konstitution, der kan afspejle landets reelle demografiske situation.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.