Varehus-kæde dropper døgnåbne butikker
Bilka med topchef i Mark H. Nielsen i spidsen, har planer om at lukke to døgnåbne butikker. Foto: Dansk Supermarked
Fremover holder alle Bilka-varehuse lukket seks timer i døgnet.

Efter et par år med test af døgnåbne varehuse dropper Dansk Supermarked at holde 24-timers åbent i varehusene i det københavnske shoppingcenter Fields og Bilka i Tilst lidt uden for Aarhus.

Det skriver Dansk Handelsblad.

Dansk Supermarked fortæller til Dansk Handelsblad, at man aldrig havde regnet med, at de døgnåbne varehuse ville trække mange kunder.

- Årsagen til at holde åbent hele døgnet var mest, at tiden kunne bruges til at fylde varer op. Når der alligevel var nogen i varehuset om natten, kunne vi lige så godt sætte en ved kassen, siger kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen.

Dansk Supermarked udvidede tidligere på året åbningstiderne for de øvrige 16 Bilka-varehuse med to timer om morgenen og to timer om aftenen, så varehusene er åbne fra klokken 06.00 til midnat.