Hovedrolleindehaveren i den aflyste DR-julekalender, "Jul i repuklikken", på P1, Claes Bang, opfatter DR's sidste-øjebliks aflysning som "løjerlig" og tæt på censur.
Det siger han til BT og fortæller, at indholdet i forvejen er blevet ændret i flere omgange.
- Jeg har aldrig prøvet at stå med manuskripter, som var godkendt og klar til indspilning og så lige pludseligt blive udsat for, at der er indhold, som nogen synes på en eller anden måde kan virke anstødeligt i en eller anden sammenhæng og derfor må tages ud, siger Claes Bang, der skulle have givet den som prins Henrik i serien.
Han fortæller, at DR valgte at blande sig rollen.
- Et af prins Henriks gennemgående projekter i denne julekalender er, at han er i gang med at grave et hul, så han kan lægge sig, når han er færdig med at være her. Han har jo annonceret, at han ikke vil begraves ved siden af Dronningen, så han finder sit eget sted. Sin egen gravhøj. Det projekt beder de om at få tonet ned. Det, synes DR, er for voldsomt. Også selvom det har været med fra begyndelsen i manuskriptet. Det er ikke noget, som er blevet tilføjet, siger han.
DR aflyste, fordi kalenderen ikke levede op til DR's standarder, sagde DR's kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, ifølge Ritzau, da hun mandag var gæst i DR P1 Morgen.
- Vi har ikke en facitliste, når vi skaber drama og satire. Jeg tror, at alle, der arbejder med kreative processer, ved, at det er en dynamisk størrelse, og at man sommetider ikke opnår det, man ville, sagde Tine Smedegaard Andersen i P1 Morgen.
50-årige Claes Bang, som er aktuel i den kritikerroste film "The Square", mener, at der meget vel kan være en anden begrundelse for aflysningen, end at kvaliteten var for dårlig.
Udover Claes Bang var også Mette Horn, Georg Metz og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen på rollelisten. "Jul i republikken" blev instrueret af Lotte Svendsen og manuskriptet skrevet af Flemming Klems.
Det er sket før
Det er ikke første gang, DR dropper en julekalender. I 2009 blev julekalenderen "H*A*S*H" droppet med begrundelsen, at den ikke var sjov nok.