En opsigtsvækkende nedtur for den nu tidligere milliardær Gunner Ruben er ved at nå det sidste kapitel.
Det skriver Finans.dk.
Således har Skifteretten i Svendborg taget Sydfyenske Holding under konkurs - og så er der ikke mere tilbage i et imperium, der i 1970'erne blev grundlagt ved investeringer i ejendomme.
Det viser en registrering i Statstidende.
For bare ti år siden var Gunner Ruben ifølge Finans.dk en af landets rigeste med en anslået formue på to milliarder kroner.
Midt i 1990'erne gik Gunner Ruben ind i shippingbranchen, men fejlslagne investeringer og finanskrisen har kostet Gunner Ruben enorme tab.
Tidligere i år måtte eks-milliardæren lade Sophienberg Slot på Rungsted Strandvej gå for 51 millioner kroner til et selskab, som vil omdanne slottet til boliger.
Ingen penge i boet
Samtidig med at Sydfyenske Holding-imperiet er taget under konkursbehandling, er der indkaldt til boafslutning i Skifteretten, skriver Finans.dk.
Her fremgår det, at der ikke er nogen midler i konkursboet. Der er med andre ord ingen penge til dem, som kan have fået penge i klemme under nedturen.
Ruben har 40 millioner
Gunner Ruben bor i dag i London og ejer ifølge Finans.dk fortsat en række forskellige selskaber. Avisen kan blandt andet se i regnskaberne, at i GR Holding Af 2012 ApS har Gunner Ruben en egenkapital på cirka 40 millioner kroner.
Finans.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Gunner Ruben.