Goldman Sachs scorer på skatte-finte: Kan hive milliarder ud af Dong

Goldman Sachs kan via selskaber i Luxembourg og i skattelyene Cayman Islands og Delaware undgå at betale skat i Danmark.
Goldman Sachs solgt aktier i Dong Energy for 9,3 milliarder kroner siden nytår.
Goldman Sachs solgt aktier i Dong Energy for 9,3 milliarder kroner siden nytår. Foto: Erik Refner/Scanpix

Det er helt efter bogen, at den amerikanske kapitalfond Goldman Sachs nu kan trække Dong-milliarder uden om det danske skattevæsen.

Det siger Thomas Rønfeldt, der er lektor i skatteret ved Aalborg Universitet, til DR.

Kort før investeringen i Dong Energy stiftede Goldman Sachs ifølge DR en række selskaber i Luxembourg og i skattelyene Cayman Islands og Delaware.

Med den konstruktion kan overskud fra investeringen i Dong Energy skattefrit føres ud af Danmark.

- Hvis pengene skulle direkte fra Danmark til et skattelyland, skulle der betales kildeskat i Danmark. Men det undgår man ved at føre pengene gennem et selskab i Luxembourg, forklarer Thomas Rønfeldt til DR.

Ifølge Lars Koch, international chef i udviklingsorganisationen Ibis, har det fra starten været intentionen fra Goldman Sachs, at trække pengene skattefrit ud af Danmark gennem Luxembourg og til Cayman Islands.

- En stor del af de her midler vil der aldrig blive betalt skat af. Hverken i Danmark eller nogen andre steder, siger Lars Koch til DR.

Overfor DR slår Goldman Sachs fast, at kapitalfonden overholder alle gældende skatteregler i de lande, der har relevans for investeringen i Dong Energy.

Flere milliarder

I alt har Goldman Sachs ifølge DR tjent 11,4 milliarder kroner på investeringen i Dong Energy.

Så sent som for en uge siden solgte Goldman Sachs 10,5 millioner aktier i Dong Energy. Det salg gav et afkast på to milliarder kroner.

Salget skete fra selskabet New Energy Investment, NEI, der ligger i Luxembourg, og som er indirekte ejet af selskaber, der kontrolleres af Merchant Banking Division i Goldman Sachs Group, Inc.

I februar solgte Goldman Sachs aktier i Dong for 6,5 milliarder kroner. Dermed har Goldman Sachs solgt aktier for 9,3 milliarder kroner siden nytår.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.