Et nyt partnerskab med Udenrigsministeriet skal skabe flere muligheder for unge iværksættere i vækst- og udviklingsøkonomier.
Aftalen har en samlet værdi på 430 millioner kroner over fem år.
Unge iværksættere i blandt andet Afrika og Mellemøsten skal have bedre muligheder for at starte og udvikle virksomheder.
Det er et af målene med et nyt strategisk partnerskab mellem PlanBørnefonden, Dansk Erhverv og Udenrigsministeriet. Partnerskabet får 86 millioner kroner årligt og har en samlet værdi på 430 millioner kroner over fem år. Pengene skal blandt andet bruges til at styrke iværksætteri, grønne jobs, adgang til finansiering og rammevilkår for lokale virksomheder. Samtidig er målet at skabe bedre handels- og markedsmuligheder for danske virksomheder.
En central del bliver nye finansieringsmodeller. Ambitionen er blandt andet at etablere en såkaldt blended finance-fond rettet mod små og mellemstore virksomheder. Ifølge parterne forventes hver offentlig investeret krone her at kunne mobilisere op mod fire kroner i privat kapital.
- Vi bringer vores medlemsvirksomheders kompetencer, løsninger og erfaringer i spil på en måde, der både bidrager til lokal udvikling og skaber nye muligheder for dansk erhvervsliv, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.
Aftalen omfatter også humanitært arbejde, som PlanBørnefonden varetager særskilt.