Psykisk vold mod børn kan være svær at opdage og håndtere, viser en ny rapport fra VIVE.
Rapporten skal bidrage til regeringens kommende strategi mod vold mod børn og vold i hjemmet.
Psykisk vold mod børn og unge skal have langt større opmærksomhed.
Det mener socialminister og minister for nordisk samarbejde Monika Rubin på baggrund af en ny rapport fra VIVE, der undersøger, hvorfor psykisk vold kan være vanskelig for fagpersoner at opdage og håndtere. En undersøgelse fra Børns Vilkår viste sidste år, at hver sjette elev i 8. klasse svarede, at de havde været udsat for fysisk eller psykisk vold.
Det kan blandt andet være, at barnet ikke bliver talt til i flere dage, bliver truet med noget voldsomt eller bliver kaldt noget, der gør barnet ked af det. Tal fra danske krisecentre viser ifølge Social- og Boligministeriet desuden, at psykisk vold er den mest udbredte voldsform blandt børn, der flytter på krisecenter.
Svært at få øje på
VIVE peger i den nye rapport på flere årsager til, at psykisk vold kan være vanskelig at opdage. Tegnene kan være indirekte og kræve fortolkning fra fagpersoner. Samtidig kan det tage tid at samle tilstrækkelig viden til at vurdere, om et barn er udsat for psykisk vold.
Rapporten peger også på manglende vidensdeling mellem myndigheder som en barriere. Desuden kan børn selv have svært ved at sætte ord på volden, blandt andet fordi den er blevet normal for dem, eller fordi de frygter konsekvenserne ved at fortælle om den.
- Der er børn, der dagligt får at vide, at de ikke er noget værd. At de er skyld i alle familiens problemer. Nogle børn lever med trusler og isolering. Og dem der gør det her mod dem, er de mennesker, der burde elske dem betingelsesløst. Det er ikke til at bære, siger Monika Rubin (M).
Regeringen arbejder på en langsigtet strategi mod vold mod børn og vold i hjemmet. Her skal der blandt andet ses på, hvordan vold kan opdages tidligere.
- Her er det afgørende, at de fagpersoner, der er tættest på barnet, er klædt på til at opdage vold og handle på deres bekymring, siger Monika Rubin.