Når kroppen skal koble af i nattetimerne og genoplade til en ny dag, er det ikke altid, at den er frisk og veludhvilet dagen efter.
Tidligere troede man, at det var et tegn på alvorlig sygdom, hvis man vågnede om natten med ondt i ryggen. Men det er ikke længere tilfældet, siger Jan Hartvigsen, der er professor i klinisk biomekanik ved Syddansk Universitet og uddannet kiropraktor.
- Nu har vi fundet ud af, at det faktisk er meget almindeligt. Derfor er det selvfølgelig stadig ikke særlig rart, siger han.
Desværre findes der ikke en magisk løsning på rygsmerter om natten, ligesom der heller ikke findes nogen højkvalitetsforskning inden for rygsmerter og sovestillinger, lyder det fra forskeren.
Men der er ting, du kan prøve for at modvirke dem, siger Jan Hartvigsen.
- Nogle undersøgelser peger på, at sådan noget som en gammel eller blød madras kan fremprovokere rygsmerter om natten.
- Der er ikke noget i vejen med at have en gammel madras, men det er værd at tænke over, hvis du døjer med nattesmerter i ryggen, siger han.
Ifølge professoren vil de fleste foretrække en seng i den lidt hårde ende, hvis de har ondt i ryggen.
Sover du normalt på maven og vågner med ondt i ryggen, kan du også prøve at sove på siden eller ryggen.
- Derudover kan du også overveje, om du generelt har gode søvnvaner. Vi ved, at skærmtid, alkohol og arbejde lige inden sengetid påvirker søvnen negativt.
De nyeste tal for rygsmerter fra Sundhedsstyrelsen er fra 2022-rapporten "Sygdomsbyrden i Danmark", hvor 1,7 millioner danskere angiver at have rygsmerter.
Jan Hartvigsen har været en del af en forskergruppe, som har undersøgt udviklingen af rygsmerter i verden.
Her har de brugt avancerede computermodeller til at fremskrive tal for rygsmerter, der er offentliggjort i det højtrangerende tidsskrift The Lancet Rheumatology. Og tallene bekymrer ham.
- Det er et stort problem og også et voldsomt stigende problem, siger han.
Prognosen peger på, at der i 2050 vil være 843 millioner mennesker, der er ramt af rygsmerter. Det er 36 procent flere med alvorlige rygproblemer end i dag.
I Danmark vil stigningen være cirka ti procent.
- Vi ligger allerede på et meget højt niveau herhjemme, så der forventer vi ikke at se en så stor stigning som globalt set, siger professoren.
Der er tale om "alvorlige rygsmerter", når smerterne påvirker evnen til eksempelvis at gå på arbejde, klare indkøb og være selvhjulpen i hjemmet.
Ifølge Jan Hartvigsen er den største faktor til stigende rygsmerter, at vi bliver ældre og ældre.
/ritzau fokus/
Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus